Farvergården i Ebetoft


Farvergården i Ebeltoft.


Den sidste farver i Ebeltoft, Johan Petersen, lukkede farvergården omkring 1925, men blev boende og fremviste gården som en turistattraktion frem til sin død i 1959.

Intro

Farvergården i Ebeltoft er et gammelt købstadsfarveri med tilhørende beboelse, have og staldlænge stort set, som det var, da den sidste farvermester og hans familie stadig levede og virkede her i begyndelsen af 1900-tallet.

Historien

Farvergården ligger midt på Ebeltofts travle hovedgade. Gården er det eneste bevarede købstadsfarveri i Nordeuropa, og hører blandt Ebeltofts mest særprægede og velbevarede gårdmiljøer. Gården, hvis bygninger er opført i tidsrummet 1700-1850, var tidligere rammen om en driftig håndværksvirksomhed, hvor der blev farvet garn og klæde for omegnens og byens befolkning. Farveriet var i drift 1772-1788 og igen fra 1824-1920erne. Den sidste farver, Johan Petersen, ophørte med at farve omkring 1925, men han blev boende på stedet og fremviste det som museum til sin død i 1959. Farvergården blev i 1974 erhvervet af Ebeltoft Kommune og åbnede igen som museum. Siden 1978 har Farvergården været drevet som en afdeling af Museet for Syddjurs og blev i 2011 en del af Museum Østjylland. I foråret 2014 gennemgik Farvergården en omfattende renovering, og der blev samtidig introduceret en helt ny type formidling af det fascinerende farverhåndværk og det liv, som levedes omkring det. Du kan komme indenfor og gå på opdagelse, hvor du blandt andet kan opleve de gamle, fascinerende filmoptagelser af den sidste farver - Johan Petersen - ved arbejdet i farveriet, lære mere om farvestofferne, som blev brugt til klæde og garnfarvningen og nyde den helt særlige stemning i beboelsen og den smukke have.