Endelave Lægeurtehave


1. Lægestokrose


2. Lægekulsukker


3. Svaleurt


4. Filtet kongelys


5. Kommen


6. Alrune


7. Mistelten


8. Almindelig fingerbøl


9. Perikon


10. Rundbladet mynte

Intro

Samlingen af lægeplanter i Endelave Lægeurtehave fortæller historien om, hvordan planter siden oldtiden har været brugt til at helbrede sygdomme.

Om Endelave Lægeurtehave

Den historiske have i Endelave Lægeurtehave Der har ikke ligget et kloster på Endelave, men havens samling af lægeplanter fortæller spændende historier om, hvordan både planter, der gror i naturen i Danmark og planter, der blev indført af munke i middelalderen, har været brugt til at helbrede sygdomme. Der har levet mennesker på Endelave siden oldtiden, og de har også været syge og forsøgt at helbrede alskens dårligdomme ved hjælp af planter.

To haver i én Lægeurtehaven består af to afdelinger; den historiske have, hvor planterne er delt op i temaer og Endelavehaven, hvor planterne er placeret i grupper efter hvilken naturtype, de hører til på øen. De ti planter, der er beskrevet her, findes udelukkende i den historiske have. Beskrivelsen kan bruges som en guide rundt i haven. Ved hver plante er der et tydeligt skilt og nummerering, så du nemt kan navigere rundt.
Denne guide er udarbejdet i samarbejde med Endelave Lægeurtehave.


1. Lægestokrose (Althaea officinalis)

Hostesaft og altheabolsjer
Lægestokrose tilhører katostfamilien og minder om havestokrose, men har mindre og finere blade og blomster. Planten findes vildtvoksende i Danmark, men er så sjælden, at den er fredet. Det er en af verdens ældste lægeplanter, og er bl.a. kendt fra oldtidens Egypten. Danske arkæologiske fund viser, at denne plante har været kendt i Danmark siden vikingetiden. Navnet Althea kommer af græsk og betyder at helbrede.

En af verdens ældste lægeplanter Roden var et vigtigt lægemiddel i antikken og blev anbefalet blandet med vin som et effektivt hostemiddel, mod mave- og nyrelidelser samt bid af farlige dyr. I Danmark blev lægestokrose en vigtig lægeplante i middelalderens klosterhaver og er også blevet dyrket i de gamle bondehaver. Roden har et stort indhold af planteslim, og udtræk af den har tidligere været brugt som hostesaft og i hostebolsjer. Altheabolsjer, som stadig kan fås, indeholder dog ikke længere udtræk af roden.

Skumfiduser, kosmetik og lim Plantens engelske navn, marshmallow, hentyder til, at skumfiduser eller marshmallows før i tiden blev lavet med ekstrakt fra lægestokrosens rod i stedet for gelatine. Roden kan desuden bruges i kosmetik til at gøre huden blød. Desuden kan fremstilles lim af den tykke sirup, der fremkommer, når roden koges af. Den tørrede rod har endvidere været brugt som en slags tandbørste og til at tygge på for børn der er ved at få tænder. Tørret og pulveriseret rod har også været brugt som bindemiddel i piller.


2. Lægekulsukker (Symphytum officinalis)

Store sår og benbrud Lægekulsukker tilhører rubladsfamilien og kan kendes fra andre arter af kulsukker ved, at stænglen er bredt vinget af de langt nedløbende bladstilke. Lige siden oldtiden har kulsukker været anset som et af de bedste midler til at få store sår og benbrud til at hele og gro sammen. Symphytum betyder forbinde eller lade vokse sammen, og plantens ry til dette formål har før i tiden været uovertruffet. Det beskrives blandt andet, at hvis et kødstykke skæres over og koges sammen med kulsukker, vil de to stykker vokse sammen igen!

Jomfru? En anden historie fra gamle dage fortæller, at en pige, der skulle giftes, satte sig i et bad tilberedt med kulsukkerrod for at mødommen skulle gro sammen igen, så hendes fæstemand ikke opdagede, at hun ikke var jomfru.

Sød som sukker – sort som kul Navnet kulsukker skyldes plantens rødder, der er sorte som kul udenpå og hvide og søde som sukker indeni. I dag ved vi, at kulsukkerrod ganske rigtigt har sårhelende egenskaber, der skyldes rodens indhold af stoffet allantoin. Dette stof, som i nutiden fremstilles kunstigt, bruges meget i kosmetik og helende salver, blandt andet til behandling af akne, eksem og psoriasis. Allantoin er også særdeles effektiv til behandling af tør hud, sår, forbrændinger og ar, solskoldning, sprukne læber, forkølelsessår og andre hudirritationer. Hele planten indeholder stoffer, som mistænkes for at være kræftfremkaldende og leverskadelige ved indtagelse, men til udvortes brug er planten helt ufarlig.


3. Svaleurt (Chelidonium majus)

Svaleurt er giftig! Svaleurt tilhører valmuefamilien. Det er en flerårig plante, som bliver op til 80 cm høj og har klart gule blomster. Det mest karakteristiske ved denne plante er, at den indeholder orange mælkesaft i store mængder. Hele planten er giftig og mælkesaften er hud- og øjenirriterende.

Gulsot og alkymi Svaleurt er oprindelig hjemmehørende i Sydeuropa, men er påvist i Danmark allerede i vikingetiden. Planten har været brugt som lægeurt i middelalderen, blandt andet mod øjenbetændelse, gulsot og tandpine. Mælkesaften er et gammelt middel mod vorter. Den orangegule mælkesaft har givet anledning til, at man troede planten kunne helbrede gulsot (signaturlæren, se infotavle ved bedet) samt, at alkymister i deres forsøg på at lave guld har brugt planten. Selv om svaleurt ikke er vildtvoksende i Danmark, har den mange steder naturaliseret sig, især i bynære områder som parker, ved huse og områder, der er præget af tidligere udnyttelse.


4. Filtet kongelys (Verbascum thapsus)

Blomstrende fakler Filtbladet kongelys er en toårig plante, som tilhører maskeblomstfamilien. Første år får planten bare en stor bladroset, men andet år en opret, ugrenet stængel på op til 1,5 meter. Blomsterne sidder i et smalt og tætblomstret aks og lyser gult som en fakkel. Planten er vildtvoksende hist og her i Danmark. I gamle dage blev de brugt som rigtige fakler. Man tørrede stænglerne med blomsterakset og dyppede det i tjære, fedt eller tælle, så det kunne antændes som fakler.

Levende fortidsminder Kongelys er en gammel lægeplante. Der findes flere arter, og vi ved ikke om flere af arterne har været brugt af middelalderns læger, men filtbladet kongelys er påvist som dvaleplante ved nogle af vores middelalderklostre. Dvaleplanter er planter, hvis frø kan ligge i jorden og bevare spireevnen gennem mange år, måske århundreder, og så spire frem, når gamle jordlag graves frem ved eksempelvis arkæologiske udgravninger. Disse planter kaldes derfor også for levende fortidsminder. Som lægeplante har kongelys været brugt mod så forskellige ting som diarre, koldfeber (malaria), hæmorider og tarmluft. Kongelys er også blevet brugt til at modvirke skaldethed og rynker!


5. Kommen (Carum carvi)

Kommen… To eller treårig urt i skærmplantefamilien med dobbelt eller tredobbelt finnede, friskgrønne blade, der ligner gulerodstoppe. Kommen blev dyrket som kulturplante allerede i middelalderen, både som lægeurt og krydderi. Det er et af de få krydderier, som hører hjemme på vores breddegrader, og i Danmark og det øvrige Norden vokser planten på fugtig, åben og næringsrig bund. Det er først og fremmest frøene, der har været brugt medicinsk. De blev tygget for at forbedre fordøjelsen og mod dårlig ånde. Afkog af frøene blev anvendt som middel mod kolik hos børn samt mod hovedpine og tandpine. Kommenfrø er blevet brugt og bruges stadig til ost, brød, kiks, fedt, kød m.m. Og så er de jo et klassisk krydderi i dansk brændevin, eksempelvis Rød Ålborg. De unge blade kan bruges som grønt drys, og roden kan bruges ligesom pastinak, men har stærkere smag. …og spidskommen er to forskellige planter Spidskommen hører også til skærmblomstfamilien, men den er en etårig plante med trådformede blade og små, sartrosa blomster. Planten stammer oprindelig fra Egypten, og frøene har siden oldtiden været brugt som lægemiddel og krydderi i det gamle Egypten.


6. Alrune (Mandragora officinalis)

Galgemand Almindelig alrune er en flerårig urt, som tilhører natskyggefamilien. Den har en tyk, ofte lidt grenet pælerod og bladene sidder i roset. De hvid-grønne blomster udvikler sig til et tomatlignende bær, der først er grønt, senere gult. Tidligere kaldte man bærrene for jordæbler eller kærlighedsæbler. Alrune er ikke hjemmehørende i Danmark, den stammer fra Middelhavslandene, men har været kendt som læge- og trolddomsurt i Danmark siden middelalderen.
Som mange andre planter fra natskyggefamilien er alrune meget giftig. Den indeholder alkaloiderne scopolamin og hyoscyamin, som også kendes fra bl.a. bulmeurt. Disse stoffer er hallucinations-fremkaldende, og kan i større mængder være dødbringende. Indenfor folkemedicinen havde alrune en særlig plads, og der har i perioder været drevet en ret omfattende handel med stykker af plantens rod. Den ofte lidt grenede pælerod kan sommetider med lidt fantasi minde om et menneske, og det er her magien har sit udspring. Alrune er en af de planter, der gennem tiden har været mest omgærdet med mystik og overtro. Ifølge folketroen voksede alrunen på galgebakker, hvor uskyldige unge mænd var blevet hængt. Der, hvor den hængtes kropsvæsker ramte jorden, ville planten vokse frem. Derfor kaldtes den også for galgemand.
Dragedukke Alrune blev også brugt som en amulet, der kaldtes en dragedukke. I 1700-tallet beskrives den som ”en liden dukke af alrunerod, som drager penge fra andre og leverer til sin husbond”. At dragedukken også opfattedes som en dæmon, fremgår af en dansk hekseproces fra 1686, hvor nogle af de anklagede hekse blev beskyldt for at have skaffet sig penge, held og lykke ved hjælp af dragedukker.


7. Mistelten (Viscum album)

Halvsnylter Mistelten har stedsegrønne, læderagtige blade. Den er en busk, der kan blive ca. 1 meter i diameter. Planten vokser på forskellige arter af løvtræ og er en halvsnylter, der får vand og mineraler fra værtstræet, mens den selv danner sukkerstof ved hjælp af fotosyntese.
Den enkelte misteltenplante er enten han eller hun. Hunplanterne får efter blomstring små runde, grønne frugter, som senere bliver hvide og gennemsigtige. Planten er sandsynligvis indvandret til Danmark for ca. 8.000 år siden, men er i dag sjælden i den danske natur. Vi skal dog ikke langt sydpå, før mistelten er almindelig, f.eks. Tyskland, Polen og Frankrig. Planten er meget almindelig som prydplante i haver, også i Danmark.
Beskyttelse mod onde magter og kærlighed Misteltenen har været brugt som lægeplante, og bruges stadig indenfor eksempelvis homøopati. Tidligere blev planten anvendt mod forhøjet blodtryk, åreforkalkning, epilepsi m.m. Desuden mente man, at misteltenen beskyttede mod onde magter, og hvis man hængte den op i døråbningen, kunne der ikke ske familien i huset noget ondt.
Mest kendt er misteltenen nok ved juletid, hvor den bruges til den populære juleskik med at kysse hinanden under misteltenen. I Danmark har denne tradition været kendt siden slutningen af 1800 tallet, men er oprindelig en engelsk skik, og det at kysse under misteltenen kan føres tilbage til gamle keltiske frugtbarhedsritualer, hvor planten var hellig.


8. Almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea)

Kendt hjertemedicin allerede i 1700 tallet Almindelig fingerbøl er toårig. Første år danner planten en grundstillet bladroset. Året efter skyder den kraftige blomsterbærende stængel op, og de smukke, purpurrøde, klokkeformede blomster sidder i en endestillet klase. Almindelig fingerbøl er udbredt i Nordafrika og Europa. Den vokser ofte i skovbryn og på halvskyggede steder og findes hist og her i naturen i Danmark, bl.a. forvildet fra dyrkning.
Fingerbøl er en indført plante, og i Danmark kan vi med sikkerhed kun føre den tilbage til midt i 1600-tallet, men planten har sandsynligvis været i landet siden middelalderen. Den opfattes som reliktplante ved gamle klosterruiner.
Digitalis purpurea er en giftig plante, der indeholder stofferne digoxin og digitoxin, som begge er glykosider med indvirkning på hjertefunktionen. I slutningen af 1700-tallet beskrev en engelsk læge, William Withering, brugen af Digitalis purpurea i behandling af hjertesygdomme. På det tidspunkt var det allerede kendt blandt kloge koner at anvende udtræk af planten. Til hjertemedicin tørredes plantens blade og heraf fremstilledes tabletter eller tinktur (spritudtræk). Det var svært at sikre, at disse lægemidler indeholdt samme mængde virksomme stof fra gang til gang. Senere fandt man ud af renfremstille stofferne fra planterne, og i dag fremstilles de helt syntetisk, men identiske med plantestofferne.


9. Prikbladet perikon (Hypericum perforatum)

Middelalderens signaturlære, Guds signatur Prikbladet perikon er en flerårig urt på 40–60 cm, som er vildtvoksende i Danmark og meget almindelig på overdrev, tørre enge og i vejkanter. Planten har fået navnet perforatum på grund af de talrige små, gennemsigtige oliekirtler, som man kan se hvis man holder et blad op i lyset. Prøv at knuse en af de gule blomster mellem fingrene og se, at de farves røde på grund af indhold af det røde farvestof hypericin.
Middelalderens signaturlære gik ud på, at Gud havde forsynet planterne med en signatur eller et tegn, der fortalte, hvad planten kunne helbrede. Med prikbladet perikon var det nemt at se Guds signatur: Både blade og blomster kunne helbrede stiksår og i det hele taget blødende sår. Bladenes oliekirtler, der ligner perforeringer, symboliserede et stiksår og blomsternes røde saft blodet. I gamle dage lavede man olieudtræk af blomsterne, som var kendt for sin helende virkning.
Johannes Døberens blod En legende fortæller, at perikon voksede frem, der hvor Johannes Døberen blev halshugget. Hans blod dryppede ned i jorden, og det fik planten til at spire – og det kan man jo selv se er rigtigt, for blodet er stadig i blomsterne.
Den grønne lykkepille I nutiden bruges perikon som lægemiddel mod milde depressioner. Et middel, der kaldes den grønne lykkepille.


10. Rundbladet mynte (Mentha suaveolens)

Standser al begær og uddriver mundens stank
Den flerårige plante rundbladet mynte er indført til Danmark, men er påvist fra arkæologiske fund allerede i 200–300 tallet. Planten ses en sjælden gang forvildet i naturen på fugtig, næringsrig bund. De ovale blade er hårede og rynkede, på undersiden hvidfiltede. Blomsterne er hvide eller lysrosa. Mynte er en planteslægt med ca. 25 arter på verdensplan. Udover de rene arter, som f.eks. rundbladet mynte, er der en stor mængde sorter og krydsninger. Denne mynte blev dyrket i Danmark allerede tidligt i middelalderen, hvor den bl.a. blev brugt som grøn salat, til te (urtevand), som krydderurt og som højt skattet lægeurt. Den danske middelalderlæge Henrik Harpestreng sagde om mynte: ”Den får mad til at smelte i maven og forhindrer opkastning. Fordriver spoleorm og blandet med honning og dryppet i ørerne klarer den ørepine. Den, der drikker mynte kogt med vin, kan ikke blive beruset af nogen drik den dag og spist eller drukket om morgenen fornyer den menneskets indre dele og uddriver betændelse. Siet gennem en klud og drukket om morgenen, standser den al begær og uddriver mundens stank.” Prøv at plukke et mynteblad og duft eller smag på det. På tysk hedder denne mynteart for æblemynte på grund af sin milde, friske og æbleagtige aroma.