Elkjærhøj


Luftfoto af Elkjærhøj. Man kan stadigvæk se sporene efter både borgbanke og gårdbanke.


Voldstedet Elkjærhøj ligger helt ud til Varde Å.

Intro

Voldstedet er i dag overpløjet, men på luftfotos er det muligt at se tydelige spor efter det meget fine anlæg med både borgbanke og gårdbanke.

Elkjærhøj voldsted

Voldstedet Elkjærhøj er det vestligste af voldstederne langs Varde Å. Det ligger i Hyllerslev sogn kun få meter fra bredden af åen. Voldstedet består af en borgbanke med omgivende voldgrav, og udenfor denne ligger en forborg eller gårdbanke, hvor økonomibygninger og daglig bolig sandsynligvis har ligget, således at borgen alene har været brugt til militære formål. Voldstedet er i dag overpløjet og knapt synligt i terrænet. Det er sandsynligvis opført i 1200- eller 1300-årene, men nogen sikker datering findes ikke.

Der er ikke arkæologiske beviser på et højt tårn på stedet, men fra et sådant ville man kunne se helt ind til Varde, og ikke mindst til Vardehus I. Voldstedet ses i dag bedst på luftfotos.