Dronningens Mose


Dronnings Gunhilds Mose. Fotograf: Vejle Stadsarkiv.


Dronnings Gunhilds Mose. Fotograf: Vejle Stadsarkiv.

Intro

Haraldskær Mose (tidligere Juthe-Mose) kaldes også Dronningens Mose efter Vejle Ådals måske mest berømte indbygger, Dronning Gunhild.

Dronning Gunhild?

Sagnhistorien

Sagaerne beretter, at den norske dronning Gunhild lokkes til Danmark ved udsigt til giftermål med Harald Blåtand. Men da hun ankommer, lader kongen hende nedsænke (drukne) i en mose.

Straks nyheden om moseliget kom frem i Veile Amts Avis i okt. 1835 kædede historiker og registrator ved Gehejmearkivet Niels Matthias Petersen det mumificerede lig sammen med sagnhistorien. Som bevisgrundlag fremlagde N.M. Petersen kvindens voldsomme død (fastnaglet i mosen) samt mosens navn og beliggenhed. Harald Blåtand ansås som grundlægger af Haraldskær Gods syv kilometer fra kongssædet i Jelling. Her fandt man liget i Haraldskær mose, som tidligere benævntes Jutsmose. Jutsmose kunne iflg. N.M. Petersen også udtales Gutsmose og herfra var der ikke langt til Gunnelsmose og Gunhildsmose, som sagaerne berettede, at mosen kom til at hedde sidenhen.

Kildekritisk Analyse

Kritiske røster lod sig høre allerede ved N.M. Petersens teoris opståen. Det var dog først i 1842, at den vejlensisk fødte bare 21-årige cand. Philos J.J.A. Worsaae tog et kildekritisk opgør med teorien – og med en ældre generations historieopfattelse. Worsaae konkluderede, at det eneste man kunne sige om moseliget var, at det med al sandsynlighed ikke drejede sig om Dronning Gunhild. Med udgangspunkt i bl.a. arkæologiske mosefund og den romerske historiker Tacitus foreslog Worsaae, at der kunne være tale om en kvinde fra oldtiden, der var blevet straffet for utroskab eller en anden forbrydelse.

C-14 undersøgelse

I 1978 foretog Nationalmuseets kulstof-14 Laboratorium en undersøgelse og daterede moseliget til 490 f.kr. En CT-scanning i 1979 kunne ikke fastslå en nærmere dødsårsag for jernalderkvinden, men død ved drukning kunne ikke udelades. To teorier dominerer i dag mht. de mange europæiske moselig. Enten drejer det sig om straffede kriminelle eller om ofre for en religiøs handling.

Litteratur:

Lone Hvass: Dronning Gunhild : et moselig fra jernalderen, Sesam:København, 1998.
(Heri findes udførligere litteraturoversigt over Dronning Gunhild og moselig generelt).

Niels Matthias Petersen: "Udsigt over den norske Dronning Gunhildes Levnet" i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie (1836-1837), s. 80-104

Jens Jacob Asmussen Worsaae: "Hvorvidt man kan antage, at det i Haraldskiærmosen (1835) opgravede Liig er den norske Dronning Gunhildes?" i Historisk Tidsskrift, 1. række, 3. bind (1842), s. 249-93

Jens Jacob Asmussen Worsaae: "Endnu nogle Bemærkninger angaaende den norske Dronning Gunhildes formeentlig opdagede Liig" i Historisk Tidsskrift, 1. række, 4. bind (1843).


Vejle på landkortet

Vejle var i 1835 en forholdsvis lille købsstad, som først i 1787 var blevet udpeget til amtsby. Fundet af en vikingedronning satte dog Vejle på landkortet.

Frederik 6. skænkede en empirekiste til moseliget i tiltro til, at der var tale om dronning Gunhild. Kisten blev opstillet i Skt. Nicolai Kirke i Vejle, hvor den endnu befinder sig. Såvel sammenkædningen med sagnet om dronning Gunhild som Worsaaes opgør med samme var med til at gøre moseliget berømt og til en attraktion.
Tusindvis strømmede til kirken for at få et glimt af moseliget, som for mange vedblev stadigvæk at være identisk med dronning Gunhild langt ind i 1900-tallet. St. St. Blicher forfattede tilmed en satirisk novelle, der indirekte angreb N.M. Petersens eller i det mindste hans historiesyn, samt et selvmodsigende digt om dronning Gunhild. Ligeledes gjorde Worsaaes studenterkammerat Christian Hostrup tykt grin med N.M. Petersen i syngestykket ”En Spurv i Tranedans” (1846), der i redigeret udgave blev opført på selveste Det Kongelige Teater.


Flere lig i mosen?

Måske delte jernalderkvinden hvilested i mosen med et andet moselig. I hvert fald har vi to forskellige beretninger fra lokale, som kan tyde på det. Gartner Priep Andersens barnebarn kunne berette, hvordan han som barn legede med ”den sorte mand” sammen med sine søskende, når de var på besøg hos gartneren, der boede i ådalen. Denne historie bakkes op af to af gartnerens lærlinge som i Vejle Amts Folkeblad i 1985 berettede, at gartneren havde et skelet med rødt hår til at ligge på loftet. Desværre finder vi nok aldrig dette (mose)lig, da gartnerens kone lod det begrave i haven, så børnene og lærlingene ikke kunne lege med det.