Dominikanerklosteret i Ribe


Parti af korsgangen.


De ældste dele af klosterfløjene, i østfløjens vestmur, stammer fra 1240érne. Der er bevaret to søjledelte dobbeltbuer og en rigt profileret midtportal, som har ført ind til klostrets kapitelsal.


Korsgangens indre.


Sydfløjens murværk med spor af oprindelige detaljer.

Intro

Dominikanerne, eller sortebrødrene, kom til Ribe i 1228. I løbet af middelalderen fik munkene bygget et klosteranlæg med tre fløje og en kirke, der lukkede sig om en korsgang. Det er i dag Danmarks bedst bevarede klostermiljø fra middelalderen.

Klostret

Dominikanerklosteret
Dominikanerne kaldes også sortebrødre på grund af farven på deres ordensdragter. Dominikanerordenen var en tiggermunkeorden ligesom franciskanerne. Det betød, at de skulle leve som Kristus; de måtte ikke eje noget, men skulle alene leve af de almisser, som de kunne tigge sig til. Derfor har tiggermunkene hjemme i byerne hvor der var et befolkningsgrundlag der kunne sikre livets opretholdelse for munkene.

At munkene havde aflagt fattigdomsløfte betød dog ikke, at de ikke måtte bygge flot. En del af deres indtægter blev omsat i tidens fornemste byggerier, og tiggermunkenes arkitektur kom til at præge byernes udseende. Dominikanerne kom i 1228 og franciskanerne i 1232. Begge ordner byggede store klostre i Ribe. Dominikanerklostret er det andet af sin slags, og Franciskanerne de første af sin slags i Danmark. Det viser at her var et særdeles godt grundlag for at ernære sig ved hjælp af almisser.

Dominikanernes kloster var indviet til skt. Katharina. Det er det bedst bevarede klosterkompleks i Danmark, og går man ind i klostergården via kirken møder der en et fredfyldt og smukt miljø.
Kirken (s.d.) udgør nordfløjen i et firfløjet anlæg, som opføres i løbet af middelalderen og står fuldt udbygget omkring 1500. De ældste dele af klosterfløjene, fra 1240érne, findes i østfløjens vestmur, der åbner sig mod korsgangen med to søjledelte dobbeltbuer og en rigt profileret midtportal, som har ført ind til klostrets kapitelsal.

Man skønner, at der i starten har været omkring 12 munke i klostret, men flere sidenhen. Nogle var præsteviede, mens andre var lægbrødre, der udførte praktiske opgaver. Skriftlige kilder fortæller os om livet i klostret. Blandt andet blev det i 1392 udplyndret af nogle banditter, der stjal bøger og kostbare genstande fra munkene. Klosterbygningerne tog også skade af overfaldet, og paven gav efterfølgende aflad til dem, der hjalp Ribes sortebrødre på fode igen. Omkring 1433 hærgedes klostret af brand, og munkene klagede igen deres nød til paven.

Der er også fundet en del ombygninger af sted, især på kirken. Det skyldes, at byggegrunden var blød, og at bygningerne derfor satte sig. I starten af 1900-tallet var det meget tæt på at kirken blev revet ned fordi den var brøstfældig, men i stedet valgte man heldigvis at redde den ved understøtning og restaurering.

Litteratur
Ingrid Nielsen: Middelalderbyen Ribe 1985, s. 66-67.
Ebbe Nyborg: Kirker og klostre. I: Ribe bys historie bd. 1, 710-1520. 2010, s. 65-66.
Carsten Selch Jensen: Klostrene – mellem Ribe og Rom. I: Ribe bys historie bd. 1, 710-1520. 2010, s. 65-66.