Den Voigtske Gaard

Riborg Voigt, aftryk efter daguerreotypi

Den Voigtske Gård, fotografi efter maleri

Dedikation til Riborg Voigt i "Phantasier og Skizzer".

Christian Voigt (1809-88), cand.phil., købmand, broder til Riborg Voigt. Fotografi efter daguerreotypi, ca 1850

Intro

I Vestergade nr. 1 i Faaborg befinder sig den Voigtske Gaard, som H.C. Andersen besøgte første gang i 1830 – Det var et besøg, som skulle få gennemgribende betydning for digterens følelsesliv såvel som forfatterskab.

”Den Voigtske Gaard” i Vestergade ved Vesterport er i skrivende stund indrettet som modetøjsforretning. Men fra 1700-tallet og frem til moderne tid fungerede gården som købmandsgård for byens mest berømte købmandsslægt. I 1830 var gården ejet af Lauritz ”Lars” Peter Voigt (ca. 1779-1859), købmand med titel af kongelig agent. Her boede han med sin hustru Anne Christine og deres 5 børn.

I oktober 1828 havde H.C. Andersen mødt sønnen Christian Voigt (1809-88), da de begge var oppe til studentereksamen på Københavns Universitet. Deres bekendtskab udviklede sig med tiden, og da H.C. Andersen drog ud på den store sommerrejse til Jylland og Fyn, hvor han blandt andet besøgte Svendborg, Tåsinge, Hofmansgave og Elvedgård i 1830, havde han en stående invitation til at besøgte navnebroderen i dennes fædrene gård i Faaborg. Den 6. august forlod den unge digter således Svendborg for at drage til byen Faaborg, som han egentlig ikke forventede sig meget af, og hvor han regnede med at opholde sig i højst et døgn. Men han blev overrasket:

[Brev til Edvard Collin den 9. august 1830]:”De kan tro, at det ret er en venlig lille By, Faaborg, og det lader til, at her hersker en meget god Tone; af Guldberg er jeg adresseret til en Asessor Martens, der er en ganske vakker Mand, men jeg finder mig dog bedre hos en Agent Voigt, Byens første Kjøbmand, der har Skibe i Søen o s v; jeg er bleven Student med hans Søn, og kjender godt den unge Voigt fra Kjøbenhavn; disse to Dage har jeg derfor næsten hele Tiden været der, og man har ret søgt at more mig, vi har baade seilet og kjørt til nogle af de smukkeste Stæder,…”

Riborg VoigtMen det var ikke bare de smukke omgivelser, der betog H.C. Andersen i Faaborg. Brevet til Edvard Collin fortsætter: ”Damerne her i Byen ere de vakreste jeg endnu har truffet paa, endogsaa i Jyland og Agent Voigts ene Datter er endog saa smuk og hvad jeg især lider, meget naturlig.”

Den datter, Andersen her omtaler, var husets ældste, Riborg (1806-83). I sine først nedskrevne erindringer, ”Levnedsbogen” [1832], beskriver han deres første møde:

”Om Morgenen pyndtede Jeg mig til Besøget, og gik temmelig tidlig hen til den anseelige Gaard, jeg vidste at man var noget spændt paa at see mig, især den ældste Datter, der var en Snees Aar, og holdt saa meget af min Fodreise og Digtene; min unge Ven sov da endnu og man viiste mig ind i Dagligstuen, der saae meget pyndtelig ud, med smukke Kobberstik, Forte¬pjano, Musik og Bøger.—Den ældste Datter var ene i Stuen, hun skjænkede Thee, og modtog mig med megen Venlighed i det hun hvert Øieblik rødmede naar hun talte til mig, men syntes ellers at være munter og liv¬fuld. Det var et ganske deiligt fromt Ansigt, der var saa meget barnligt deri, men Øinene saae kloge og tæn¬kende ud, de vare ganske levende og brune. Hun havde en simpel graae Morgenkjole paa, der klædte hende godt; just den hele Simpelhed til dette Ansigt, indtog mig strax for hende, hendes Interesse for mine Digte, ja selv det at hun syntes at have et Slags Respect for mig, kildrede min Forfængelighed og gjorte strax at jeg havde en Art Interesse for hende. Hun spøgte over sin Broders Syvsoverie, viiste saa megen Aand og Lune at Jeg ogsaa fik Lyst at gjøre mig interessant; jeg veed lkke selv, men det var næsten strax, som vi to længe havde kjendt hinanden, og jeg havde den hele Dag saadan en Glæde ved at behage den unge Pige.” [Levnedsbogen kap. 8]

I dagene der gik efter H.C. Andersens besøg i Faaborg, erkendte han gradvist, at han var forelsket i Christians søster. Der er skrevet mangt og meget om denne H.C. Andersens første forelskelse. Uanset om der, som nogle mener, er tale om at digteren kunne bruge sværmeriet i poetisk øjemed og derfor ’lod sig’ forelske eller om forelskelsen var ’virkelig’ (og hvordan man så end skulle kunne afgøre den sag) – så er der ingen tvivl om, at mødet med Riborg satte sig spor både i digterens sind og i hans kunst.

Et af de bedst kendte resultater af forelskelsen er digtet ”To brune Øine jeg nylig saae” fra samlingen af otte kærlighedsdigte ”Hjertets Melodier”, der udkom i ”Phantasier og Skizzer” den 10. januar 1831, og som Edvard Grieg satte musik til i 1864.

”To brune Øine jeg nylig saae,I dem mit Hjem og min Verden laae,Der flammede Snillet og Barnets Fred;Jeg glemmer dem aldrig i Evighed!”

Den ulykkelige forelskelseForelskelsen var ulykkelig: Riborg var allerede så godt som forlovet med apotekerens søn, forstkandidat og siden skovrider Poul Jacob Bøving (1799-1885), som hun blev gift med i april 1831. Alligevel nærede H.C. Andersen i flere måneder håb om at realisere forelskelsen, for dels vidste han, at Riborgs forældre var imod hendes forbindelse med forstkandidaten, og dels syntes han at spore en gengældelse af hans følelser i oktober 1830, hvor Riborg i en måneds tid opholdt sig i København. Umiddelbart inden hendes afrejse fra hovedstaden tog han mod til sig og skrev et brev til Riborg, som han lod hendes bror Christian om at overrække. Brevet er bevaret, og heri kan man bl.a. læse:

”Fra den første Dag jeg saae Dem, var De mig ikke fremmed, og det forekom mig, men mueligt tog jeg Feil, at ogsaa De havde nogen Godhed for mig, noget mere end det Verden kalder: den selskabelige Høflighed. Jeg vidste ikke da, at De var forlovet, ellers vilde jeg strax have søgt at bekjæmpe de Følelser, der før hiin Tid vare mig aldeles fremmede. Nu har Deres Broder sagt mig Deres Forlovelse, jeg burde altsaa resignerende træde tilbage, men - - De har vist alt kunne mærke mine Følelser, jeg er ikke verdensklog nok til at kunne skjule mit Hjerte og jeg drømmer mig et Haab, uden hvilket mit Liv er tabt. Elsker De virkelig den Anden? Jeg kjender ham aldeles ikke, kan intet have imod ham, og vistnok har han sine Fortrin, da De har valgt ham, men elsker De virkelig hinanden? …. …men elsker De ham ikke saa høit som Gud og den evige Salighed, er De ikke ganske vis derpaa -? Saa gjør ikke mig ulykkelig! Alt kan jeg blive ved Dem! jeg vil arbeide og gjøre Alt, hvad De og Deres Forældre kan forlange af mig! De er min eneste Tanke, mit Alt, og et Digterhjerte banker dybere, end noget andet!

Brevet afsluttes: ”Nu veed De alt! - Lev vel! maaskee evig Lev vel!”Riborg lod sin bror tage følgende skrevne svar med tilbage til H.C. Andersen: ”Lev vel, lev vel! Gid Christian snart kan sige mig, at De er rolig og fornøiet som før: Med inderlig Venskab Riborg”

Det er ikke for meget sagt, at Riborg ikke gav digteren unødigt håb. Og i de følgende mange måneder frem til – og efter – Riborgs bryllup, var H.C. Andersen selvsagt stærkt påvirket af afslaget, der også fandt sit kunstneriske udtryk i en række digte. Ordvalget i forbindelse med ovennævnte brevveksling er ligefrem gentaget i den utrykte indledning til et af disse digte, hvis originalmanuskript findes i H.C. Andersens Hus:

Lev vel! Lev evig vel!Jeg skal Dig miste.O maatte Hjertet briste!Lev vel! Lev evig vel!

Da ”Phantasier og Skizzer” var blevet trykt, dedikerede H.C. Andersen allerede inden den officielle udgivelse et eksemplar til Riborg med denne dystre dedikation, der ikke kunne efterlade nogen tvivl om digterens sindsstemning:

”Riborg Voigt - ’Jeg elsker Graven med sin dybe Fred, og Tanken om den store Evighed.(af Digtet: Hvad jeg elsker’) - I lykkelige Dage glem ikke Digteren. Kjøbenhavn. Juleaften 1830.”

H.C. Andersen vedblev at have kontakt til Riborgs bror, Christian. De førte korrespondance med hinanden og sås med jævne mellemrum. Også Faaborg genså Andersen, men uden at møde Riborg dér. I 1840 var det dog det tæt på; i et brev til Henriette Collin fra Glorup, den 3. august, skriver digteren som følger:

”Vi vare nemlig indbudne til Hol¬steens Huus ved Faaborg, hvor Baron Holsteen, gift med en Datter af Rantzau-Breitenborgs Søster boer! Veien gaaer over Qværndrup og Trolleborg og Baroniet ligger særdeles deiligt mellem store Banker og Skove med en Udsigt til Havet. Jeg blev saa mageløst vel modtaget, som om jeg kunde være en lille Thorvaldsen; det var en underlig Følelse for mig nu første Gang efter elleve Aar at nærme mig Faaborg, den By De nok veed spiller en Rolle i Digterens »Leben und Lieben«,—Mine Phan¬tasier og Skizzer ere jo alle Blomster fra denne Jordbund, jeg havde en Følelse af en Sammentræffen, som—dog dette mit Brev maa De natur¬ligviis ikke vise til Enhver!—Kellermann gav just Consert samme Aften i Faaborg, Baronen indviterede os derhen og vi skulde da herfra om Nat¬ten kjøre til Glorup. Vi kom da til Byen. Lige fra Gaden traadte vi ind i Consert Salen, hvor Luften smagte, som Pest, og hvor Kellermann og Faaborg i overnaturlig Størrelse stod klinet op paa den bageste Væg. Her var skrækkeligt! Baronessen besvimede. Jeg traadte ind lige i den Familie, som interesser[er] mig meest i Faaborg—hun var der imidlertid ikke; man sagde mig, den ene af Sønnerne, en særdeles Ven af mig, at der netop igaar var afgaaet Brev til mig, at jeg maatte komme til ham og blive nogle Dage og gjorte jeg det ikke, var det Tegn paa at jeg havde brudt alt Ven¬skab. Vi vare nu sammen i Conserten, man viiste mig Ægtemanden, han var ikke smuk! feed og lidt skaldet!—Erindringen er igrunden meget liig med Ravperlerne, gnider man paa dem, kommer den gamle Duft!— Om Natten rullede vi derfra, Fru Heynen, Camilla Vedel og en gammel Frøken Raben og jeg sad sammen, de vidste ikke hvad der opfyldte Digte¬ren.”

Gensynet med RiborgI betragtning af, hvordan en række følelser åbenbart blev vakt til live, da H.C. Andersen hér nærmede sig Faaborg – og Riborg – er det påfaldende hvor lidt, digteren skriver om det, da han tre år senere rent faktisk træffer sammen med sin ungdomskærlighed. Det virker næsten som en bevidst beslutning fra digterens side ikke at indvi omverdenen i sine følelser i denne anledning. Da H.C. Andersen og Riborg, der altså nu hed Bøving til efternavn, mødte hinanden igen, var det 13 år efter deres første møde. Efter en udflugt til Holstenhus den 9. juli 1843 noterer H.C. Andersen i sin almanak: “Folkefest ved Holstenshuus traf sammen med Riborg hendes Mand og Børn (det er 13 Aar)”. 5 dage efter skriver han til veninden Henriette Wulff, hvor han kun akkurat berører mødet:

”Dagen efter vor Ankomst var her paa Holsteenshuus en Slags Folkefest; et Par Hundrede Mennesker fra Svendborg og Faaborg vare samlede for at see lidt ud i Verden; de havde en skrækkelig Mængde Mad med, hele Kurve fulde, det var en Nydelse! - Her traf jeg Deres Broder Peter, hvis Fartøi nu laae i Faaborg Fjord, han var i Selskab med Agent Voigts, jeg traf den hele Familie, de fleste af den havde jeg ikke seet i 13 Aar; ja saa længe er det siden jeg som ung Student fløi gjennem Landet med Hjertet fuldt af Sange”. [Brev til Henriette Wulff, Glorup den 14. juli]

Gensynet med Riborg afstedkom nu også en ’sang’. Umiddelbart efter sammentræffet, i efteråret 1843, nedskrev H.C. Andersen eventyret ”Kjærestefolkene”, der jo omhandler legetøjet toppen og bolden. Toppen, der i første omgang lider voldsomt under den allerede ”saa godt som” forlovede bolds afvisning, kan, da de længe efter mødes igen i skraldebøtten, knap genkende sin ungdoms elskede. Det ligger lige for at ligne toppen med digteren og bolden med Riborg. Dette har bare ofte været gjort på en alt for enkel og entydig vis, for selvom der ikke kan herske tvivl om, at eventyret er skrevet med tanke på gensynet, så besidder legetøjet ikke desto mindre også egenskaber, man ikke med rette kan tillægge de virkelige personer. Men ved eventyrets ende tager toppen en beslutning, som efter alt at dømme er identisk med Andersens egen: “…Toppen snakkede aldrig meer om sin gamle Kjærlighed”.

At Riborg nok forsvandt fra digterens tale, men ikke fra hans tanker, er der flere indikationer på. En af dem er denne formulering i den aldrende Andersens dagbog i forbindelse med, at ungdomsvennen bad ham stå fadder: [16. april 1864] ”Igaar var Christian Voigt hos mig, bad mig med en utrolig Beskedenhed og Forlegenhed, som troede han at jeg ikke vilde, at staae Fadder til hans første Søn. Riborgs Broder har ikke glemt sit gamle Sind for mig.”

En anden indikation findes i den skindpung med note, som H.C. Andersens Hus i 1906, i forbindelse med museets etablering, modtog fra familien Collin. På noten har Jonas Collin den yngre (1840-1905) skrevet: ” Denne Skindpung fandtes efter H.C.Andersens død paa hans Bryst. Den indeholdt et langt Brev fra hans Ungdomselskede, Riborg Voigt. Jeg brændte brevet uden at læse det. J. Collin.”.