Dalekildevej 14, Dalekilde Vognfabrik

1. marts 1999 maskinerne inde i bygningen. Bl.a. en kelemaskine fremstillet på Egtved Maskinfabrik omkring år 1900.

Dalekilde set fra nord i 1988. Det var før malingen skallede af og derouten for alvor begyndte.

Dalekilde Vognfabrik malt af den lokale kunstmaler Axel Sørensen. Billedet hængte hos Karen Hansen medens hun boede i Horsens.

Dalekilde Maskinsnedkeri set fra nord i februar 2002. det var før forfaldet for alvor satte ind.

Den 7. marts 2004 var bygningen for alvor ved at styrte sammen. Her ligger én af loftbjælkerne ned over båndsaven.

Billedet her er taget den 3. februar 2005. Tagryggen er nu brækket og skorstenen hælder fælt mod sydvest.

Dalekildes sydgavl fotograferet fra sydøst. Forrest i billedet ses den tilbygning der husede petroleumsmotoren.

Peder Hansens næringsbrev løst 25. marts 1899.

Navnedeklarationen på Dalekilde Vognfabrik som Laust Sørensen fik tinglyst i Nørvang Tørrild Herreders ret den 4. oktober 1889.

Postkort fra omkring 1910, der viser det der dengang hed Dalekilde Vognfabrik med det store overfaldshjul.

Intro

Dalekilde Vognfabrik Dalekildevej 14. Matrikelnummer: 8p, 8q, 9aæ, 9az, 9bb, Daldover By, Randbøl Sogn. Nyere foto: N.M.Schaiffel-Nielsen

Opført: Beboelsen Bindeballevej 14 opført af Peter Hansen omkring 1915 af tømrermester Peder Hansen.

Vandmøllen, der kom til at fungere som tømrer-, snedker- og vognmagerværkstedet blev opført af Laust Sørensen ca. 1875, og havde derefter følgende Ejere:

Fra ca. 1875 Laust Sørensen
1913 Boye N. Andersen
1914 Tømrermester Peder Hansen
6/12 1947 I. Elizabeth Steffensen, som hendes særeje
16/2 1949 Snedkermester Bruhn
1989 Designer Claus Mølgaard Madsen
2007 Jesper Bornæs

Anvendelse af beboelsen: Huset er opført til, og anvendt som beboelse og kontor for ejeren af Dalekilde Snedkeri, den tidligere vognfabrik og senere snedker- og tømrerværksted. Indtil huset blev bygget, boede Peter Hansen med sin familie i en lejlighed i Bindeballevej 10.

Anvendelse af vandmøllen Dalekilde. Opført som vogn- og trævarefabrik omkring 1875. Fra 1914 tømrer- og snedkerværksted. Ophørte at fungere som snedkerværksted 1971-72.

Den mindste vandmølle i Randbøl Sogn var Dalekilde, som først leverede kraft til, først en vognfabik, senere et savskæreri og og endelig et maskinsnedkeri..
Vandmøllen blev anlagt af gårdejer, iværksætter, savskærer og karetmager, Laust Sørensen i 1887-88. Selve dæmningen, som i dag fører Dalekildevej over lavningen, blev ifølge deklarationen anlagt i 1876-79.
Dæmningen var nødvendig for at lede vandet fra grøften, der kommer gennem Daldover bæk ude fra Vester Daldover. Mere om det senere.
Laust Sørensen var en driftig mand, med hovedet fyldt af gode ideer. Gamle folk, som har kendt Laust Sørensen fortæller, at han rejste rundt på Fyn og købte gamle vogne op.
De blev taget med hjem til Daldover (Randbøldal), hvor de blev sat i stand. Det skete dels på vognfabrikken. Mange af delene blev fremstillet af egnens bønder og beboere i Daldover som husflid, hvorefter de blev samlet på vognfabrikken. Der blev også fremstillet plejle, malkeskamler, tøj, rekøller og andre træredskaber. Når en sending vogne og træredskaber med mere var klar, spændte Laust Sørensen vognene efter hinanden og kørte ud til Vestjylland, specielt Tarm - Skjern området, hvor han solgte sine varer og vogne. Vor hjemmelsmand fortalte, at han kunne blive væk så længe, at den stakkels kone måtte have hjælp af naboerne til at klare dagen og vejen.
Laust Sørensen var så glad for sin nyanlagte vandmølle, at han ville give den navnet Dalekilde. Ikke bare male det på huset, men lade det tinglyse, så det ikke blev glemt igen. Han henvendte sig til sagfører P. Knudsen Nørregade 44 i Vejle og fik ham til at skrive følgende deklaration:

Deklaratjon!
Underskrevne Gaardejer Laust Sørensen
Daldover Ejer af Ejendommen Martr No 8u,
9a og 9u af Daldover, Randbøl Sogn af samlet
Hartkorn lFd. “ Skj. “Fdk. 1/2 Alb. Giskat
3 Kr 68 Øre. deklamerer herved, at den af mig
for kort Tid siden paa min forudnævnte Ejendom opførte Vandmølle herefter skal bære Navnet: “Dalekilde” –

Retsanmærkning om De min Ejendom paahvilende Pantebehæftelser, Servitutter og andre Forhæftelser frafaldes.
Dette bekræftes med min underskrift vidnefast. -
p.t. Veile den 2. Oktober 1889 Til Vitterlighed
P. Knudsen M. Knudsen L. Sørensen.

Læst i Nørrevang Tørrild Herreders Ret den 4 Oktober 1889.

Laust Sørensen gik fallit omkring 1897. Vandmøllen blev i 1913 købt af en Boye Andersen, der året efter solgte den videre til snedkermester Peder Hansen fra Voerladegaard. Peder Hansen løste næringsbrev som snedker hos politimesteren i Vejle. Næringsbrevet bliver bekræftet, -Under min Haand og embedssegl, af Lange, i Tørrild Herred fogderi den 25. marts 1899. Det var dengang det kostede 44,00 kr. at få udstedt et næringsbrev. På det tidspunkt havde møllen åbenbart stået stille i omkring to år. Peder Hansen drev virksomheden videre under navnet Dalekilde Maskinsnedkeri. På et tidspunkt skiftede firmaet navn til Peder Hansen & Søn, det var sønnen Evald Hansen, der blev optaget i firmaet.

Hvor kom vandet fra
Vandmøllen fik sit tilløb fra Daldover Bæk, der kom ude fra Vester Daldover. I begyndelsen samledes vandet i en langstrakt kanal, der senere blev udvidet til en lille dam. Dammen ligger stadig på sydvestsiden af Bindeballevej. Grøften fortsatte dengang, som nu, forbi Dalekilde Mejeri.
I dæmningen var der et muret rør, som førte vandet hen til målerkarmen, hvorigennem vandet førtes ud over vandmøllens 11 alen (6,84 m) høje overfaldshjul, faldet på vandet var ca. syv m.
I selve bygningen fordeltes kraften fra vandhjulet over en aksel ud til de forskellige maskiner.
I 1913 købte Peder Hansen et lille stykke jord overfor maskinsnedkeriet og opførte en privatbolig i 1914. I 1921 blev Evald Hansen, Peder Hansens søn, som arbejdede med i virksomheden, gift med Karen, som indtil giftermålet havde været mejerske på Dalekilde Mejeri. I 1922 blev overfaldshjulet taget ned og erstattet med en turbine, der ydede Ca. 5 hk. Turbinen leverede også strøm til privatboligen. “Det var en noget ujævn strømforsyning”, fortæller Karen Hansen til forfatteren i 1985. “Om aftenen måtte vi over og lukke for vandet inden vi gik i seng”. Ifølge kilderne var der problemer med vandforsyningen op gennem 30’erne, men det blev bedre igen omkring 1940.
Flodemålet bestemte, hvor højt vandet i dammen måtte stige. (Flodemålet var en egepæl. I pælen var der slået et kobber-søm, som vandstanden i mølledammen ikke måtte overstige). Broen over grøften skulle Peder Hansen og senere Evald Hansen, ifølge skødet vedligeholde. På et tidspunkt blev grøften hen forbi Bindeballevej nr. 18 lagt i rør, og Bindeballevej blev udvidet og ført igennem op til Skærhølvej, indtil da sluttede den beskedne markvej ved Bindeballevej nr. 31.
Den 5 hk. turbine slog ikke til i længden. Et hus blev bygget på, og en dieselmotor installeret. Præcis, hvornår man opgav vandkraften på Dalekilde maskinsnedkeri, er der ingen der kan huske, men det er sket lige efter besættelsens ophør i1945.

Læredrengens oplevelser
I maj 1942 blev Rudolf Jørgensen ansat hos Peder Hansen & Søn. Det daglige arbejde bestod i at lave døre og vinduer, som man tog ud og monterede i nybyggede huse. Spær til nye huse blev samlet på tømmerpladsen foran snedkeriet. Af snedkerarbejde blev der blandt andet lavet køkkeninventar og døre. Rudolf Jørgensen fortæller, at foruden Evald Hansen, arbejdede Peder Hansen stadig med, og endelig havde man en arbejdsmand som hed Korinus Jørgensen, som gik til hånde. De to murere man arbejdede mest sammen med var Christian Nissen fra Randbøldal og ‘gamle’ murer Ravn fra Randbøl.
Om drivkraften til fabrikken fortalte Rudolf Jørgensen: “Ovre ved dammen på den anden side af Bindeballevej sad der et stemmeværk, som vi trak op hver morgen så vandet kunne løbe ned over turbinen. Vandet løb gennem turbinen og videre gennem en grøft og ned til bade-bassinet” (Badebassinet var Randbøldal Friluftsbad, hvor turister og de lokale yndede at bade om sommeren red. bem.). Med væmmelse fortæller Rudolf om, hvorledes han ind imellem måtte rense turbinen for døde rotter, som var blevet mast i turbinen. “De drev videre ned i badebassinet, det var et værre svineri”, sagde han.
Turbinen kunne ikke trække alle værk-stedets maskiner, der bestod af en fræser, en tykkelseshøvl, en kelemaskine, en drejebænk og en båndsav, på én gang. I værkstedets østside gik der en aksel gennem værkstedet. Fra denne blev kraften overført ved hjælp af remme, som med et håndtag kunne skubbes enten på eller af det drivhjul, som sad på de enkelte maskiner.
Rudolf havde et værelse på første sal i privatboligen på den anden side af vejen, i dag Dalekildevej nr. 14. Karen og Evald Hansen var et par dejlige mennesker at arbejde for fortalte han.
“Jeg havde det, som var det mit hjem”. Om arbejdsforholdene fortæller han, at han aldrig blev kontrolleret når han var ude at arbejde på et hus. Engang havde de bedt ham give tilbud på et stykke arbejde. Rudolf var ikke meget for det, men kom med et tilbud. “Det gik helt galt, jeg blev alt for tidligt færdig, og måtte holde en dag fri for at få tiden til at passe”. Om aflønning fortalte han, at han fik én krone mere i timen end tariffen, det svarede til en ugeløn på ca. 150,00 kr. for en 48 timers arbejdsuge, hvad han var mere end godt tilfreds med. Rudolf fortæller, at man ind imellem havde store problemer med at skaffe træ. Gødding Mølle var en af de store leverandører, men, de skulle levere til tyskerne først, inden der kunne blive noget til Dalekilde. “Vi fik også en del træ fra professor Grøn ved Grønske Fideikommis, som vi fik skåret op nede på Gødding Mølle. Det gik med lodder og trisser, samt en masse fusk”.

Besættelsesårene
De tyske besættelsestropper, som sammen med de danske arbejdere, byggede flyveplads syd for Vandel mærkede man ikke så meget til. Og dog - Karen Hansen fortalte, at tyskerne flere gange dukkede op og ville have forskelligt snedker- og tømrerarbejde udført. Det lykkedes, hver gang Peder Hansen og Evald at få tyskerne overbevist om, at det lille værksted ikke var leveringsdygtigt. Blandt andet fordi turbinen ikke kunne levere kraft nok.
Karen Hansen vidste ikke, at hendes eneste søn Tage var medlem af modstandsbevægelsen. Han var kommet ind i bevægelsen via doktor Thomsen, Vandel, som var blevet genhuset på Randbøldals Fabriks hovedbygning, efter at være blevet sat ud af lægeboligen i Vandel af tyskerne. “Tage var ofte væk om natten”, fortalte Rudolf, “Han var med i de sabotagehandlinger, der blev lavet mod ‘Vandelgrisen’. Og, når Tage skulle af sted om natten, foregik det på doktor Thomsens motorcykel”. Karen Hansen var noget bekymret over, at sønnen så ofte var væk om natten. En dag, da Tage havde været væk i flere dage, kom hun over i værkstedet for at få Rudolf til at fortælle, hvad han viste om sønnens gøren og laden. “Hun spurgte mig ud, om jeg vidste, hvad det var Tage gik og lavede. Jeg vidste nok noget, men ikke det hele. Og én ting var sikkert, jeg skulle ikke have fortalt noget”. Selv om Rudolf nægtede at vide noget, sagde han, at det var hans fornemmelse, at hun ikke troede på ham. Tage var dengang væk i en hel uge inden han kom hjem igen, men Rudolf fik aldrig at vide, hvad ugen var gået med, men Rudolf mente, at han havde været ‘under jorden’.
I begyndelsen af 1945 begyndte arbejdet at slippe op hos Peder Hansen & Søn, “Vi kunne ganske enkelt ikke få de materialer vi skulle bruge. Jeg blev derfor fyret, ”Indtil videre, og derfor tog jeg arbejde hos Marius Hansen i Vandel”. Jeg sagde til ham”, forsatte Rudolf på sit ravjyske: “A vil S. .. æt arbejd for æ tyskere”. Det gik også godt i starten, men efterhånden var der kun arbejdet for tyskerne tilbage, og Rudolf var igen arbejdsløs.

Bygningens sidste år
Efter krigen ville Peder Hansen & Søn sælge Dalekilde. Rudolf Jørgensen fik tilbudt at købe virksomheden, men turde ikke. I stedet blev virksomheden solgt til snedker Jørgen Bruun, som drev stedet indtil 1971-72, hvor virksomheden på grund af Bruuns fremskredne alder og mangel på investeringer stille og roligt gik i stå. Siden da har snedkeriet ligget stille. Den nye ejer C.P.M. Madsen forsøgte sig med at restaurere det gamle hus. Disse bestræbelser havde i 1999 ikke båret frugt.
I januar 2000 stod maskinerne, som blev beskrevet i indledningen, stadig i Dalekilde maskinsnedkeri. Når man trådte ind af døren så man til venstre den skorsten, som den gamle limovn var tilsluttet. Skorstenen er tydeligt bygget efter husets opførelse, idet den står Ca. 20 cm. ude fra væggen. Helt henne i hjørnet til venstre står snedkermesterens gamle skrivepult. I skabet nedenunder lå der stadig gamle ringbind, med indhold. Ved siden af skrivepulten i hjørnet er der udgang til den tilbygning, der blev opført af snedkermester Bruun i 50’erne. Ser man lidt skråt frem i rummet får man øje på fire snedkerimaskiner. Den første er en båndsav, derefter følger en fræser, en afretter og kelemaskine og endelig en langhulsboremaskine. På væggen mod øst er monteret et bord med en dreje-bænk. Det hele bliver drevet af remtræk, som får kraften fra en aksel langs væggen, der vender ud mod fiskeriet. Remmene er afskærmet med trækasser. På siden af trækasserne sidder et håndtag, som kan flytte remmen fra frigang til det hjul, der skal trække maskinen. El-motoren, som driver det hele, er bygget ned i gulvet og trækker, stadig med remtræk på hovedakslen. Når man står ved el-motoren og ser ud gennem døren mod øst, ser man udbygningen, en slags halvkælder, hvor dieselmotoren engang stod. Hullet, hvor remtrækket gik ind til akslen i snedkeriet er muret til, og halvkælderen er næsten fyldt op med murbrokker og andet affald.
Den oprindelige del af huset er opført på en sokkel af kampesten. Murene mod nord, øst og vest er bindingsværk, medens gavlen mod syd er bygget i mursten. Den 6. december 1992 blev den vestlige mur ødelagt, da en mælkebil kørte ud over vejkanten og styrtede de ca. fem meter ned og ødelagde den. Den er senere blevet reetableret i bindingsværk, men i moderne materialer. I det hele taget er bygningen nødlidende på stort set alle områder. Bedre blev det ikke, da en orkan drog hærgende over landet den 3. december 1999, den fjernede adskillige tagplader nærmest rygningen, hvorved det gamle tag, tækket med tjærepap, blev endnu mere synligt.

Servitutter:

4/10 1889. Dok. om, at ejendommen herefter skal bære navnet ”Dalekilde” ang. 9aæ og 8q (Indføres i registret ved omskrivningen).
9/6 1893. Dok. indeholdt i skøde på 9d og 9e om ret for ejeren af disse parceller til at tage vand i mølledammen på 9a, fri og uhindret færdsel til og fra dammen – ang. kun 9aø.
10/3 1927. Dok. hvorefter den i henh. til Landb. skr. af 1/2 1927 9aø, 7l og 8s udlagte vej skal være fælles vej for ejerne af 9aø, 8s og 9ce samt for fremtidige parceller herfra, indeholdende bestemmelse om vedligeholdelse.
22/1 1957. Dok. om rørledning – herunder bestemmelser om bebyggelse iht. vandløbsloven.
9/4 1965. Dok. om el-, vand- og kloakledninger samt vej.
30/7 1974. Dok. om spildevandsledning m.m.

01.03.2010 / N.M.Schaiffel-Nielsen