Chr. Junchers Klæde- og Konfektionsfabrik


Chr. Junchers Klædefabrik på hjørnet af Slotsgade og Helenestræde.

Intro

Chr. Junchers Klæde-og Konfektionsfabrik har været en af byens store industriarbejdspladser. Den har ligget flere forskellige steder i Randers, da man løbende udbyggede og udvidede fabrikken for at tilpasse sig til den stigende efterspørgsel.

Grundlæggelsen

Grundlæggeren af det der senere blev til Chr. Junchers Klædefabrik, Jens Martinus Juncher, åbnede den 23. april 1852 et farveri i Randers. Farveriet var beliggende i Slotsgade nummer 4 og bestod udover Jens Juncher af hans hustru, en lærling samt en svend. Allerede i 1866 havde Junchers farveri vokset sig større og det blev muligt at udskifte brugen af hestekraft til den mere moderne dampmaskine. Året efter blev farveriet også udvidet med et valkeri og årene efter et spinderi, karteri samt et væveri. Nu var fabrikken officielt en klædefabrik og udvidelsen havde også betydet at der nu var 12 ansatte. Den større udvidelse af fabrikken betød også at det blev nødvendigt at flytte til nye lokaler, derfor købte Jens Juncher en stor købmandsgård på hjørnet af Slotsgade og Helenestræde i 1881. Til trods for at fabrikken lå i byen grundet de store mængder vand tekstilfarvningen krævede, var den primære kundegruppe bønderne. De sendte ulden til bearbejdning på fabrikken og fik det derefter tilbage enten spundet eller kartet. Dette hjalp fabrikken da landbrugskrisen kom og bønderne dermed havde færre penge. Tilstedeværelsen af farveriet har sandsynligvis gjort at fabrikken har kunnet klare sig fordi de netop kunne tilbyde mere en bare klædefabrikation. Jens Martinus Juncher overdragede i 1894 fabrikken til sin søn Christian Juncher. Christian Juncher blev født i 1866 og kom i lære på fabrikken efter hans konfirmation. Efter et årstid på fabrikken fortsatte han læretiden hos firmaet Holm og Voight i Aarhus i stedet. De næste år arbejdede han på klædefabrikker i Tyskland inden han endelig vendte hjem til hans far klædefabrik i 1888.


Industrialiseringen

Christian Junchers havde taget mange erfaringer med hjem fra Tyskland og det var blandt andet på hans opfordring at fabrikken gik over til at bruge en mekanisk væv. Da Christian Juncher overtog fabrikken efter hans far i 1894, blev fabrikken omdøbt til Chr. Junchers Klædefabrik. Med Christian Junchers nye tiltag og det generelle økonomiske opsving i slutningen af 1800-tallet blev fabrikken snart en kæmpe succes. Det blev nødvendigt både at øge medarbejderantallet væsentligt samt at købe nye og bedre maskiner. Man valgte også at udvide med detailhandel, ved at importere uld fra England og Tyskland så man kunne producere klæder til salg. Den store succes gjorde at man blev nødt til at udvide de fysiske rammer yderligere. Da fabrikken på det tidspunkt lå inde i Randers var det svært at udvide med lokaler i det område. I stedet blev der bygget en større og bedre fabrik uden for byen på Udbyhøjvej, men bygningen i Slotsgade blev dog fortsat brugt til administration og lager. Den 30. september 1909 selvantændte nogle syreholdige klude i tørrestuen og snart efter stod fabrikken på Udbyhøjvej i flammer. Det lykkedes at rede en del af fabrikken, men hele den øverste etage var gået tabt. Dette betød krise for fabrikken og de mange ansatte som midlertidigt måtte finde andet arbejde. Der kom dog gang i fabrikken igen efter ombygningen og mange af de tidligere ansatte kunne vende tilbage til deres arbejde. Tiden før 1. verdenskrig var dog præget af en øget efterspørgsmål på konfektionssyet tøj i lettere stoffer frem for hjemmesyningen og det skræddersyede tøj. Chr. Junchers klædefabrik mærkede faldet i deres detailsalg og var derved tvunget til at følge med tiden. Derfor begyndte de at fremstille fabrikssyet drenge- og herrekonfektion. Hvor det tidligere kun var danske klædefabrikker som var konkurrent, kom de udenlandske klæde-og konfektionsfabrikker nu på banen. Dette gjorde det yderligere svært for Chr. Junchers klædefabrik, men under 1. Verdenskrig blev importen af udenlandske klæder stoppet, til gengæld blev det nu også sværere at anskaffe de lettere stoffer. I de første år efter krigens begyndelse var der dog masser af råvarer til de danske klædefabrikker, da det blev forbudt at udføre uld fra Danmark. Siden blev man dog nødt til at lave erstatningsvarer af andre råvarer såsom kunstuld og bomuldsstoffer. Chr. Junchers Klædefabrik havde dog god erfaring med dette og lavede kunstuld af oprevne klude og garnaffald. Dette var med til at 1917 blev det økonomiske bedste år for den danske tekstilindustri. De efterfølgende år blev da også de allerbedste og mest indbringende for Chr. Junchers Klædefabrik. I begyndelsen af 1920’erne vendte det og rigtig mange klædefabrikker måtte lukke eller fyre medarbejdere. Dette skyldes man igen begyndte at importere klæder fra udlandet og allerede i slutningen af 1920’erene var det Chr. Junchers Klædefabriks konfektions afdeling som holdt hele fabrikken økonomisk oppe. Det var dog alligevel i en meget hård tid for klædefabrikken og selvom virksomheden blev omdannet til et aktieselskab i 1927 for at redde den økonomiske situation, blev der allerede i 1928 snak om lukning eller en væsentlig nedskæring i personalet. Efterspørgslen på klæder var voldsomt faldende og bønderne holdte op med at sende deres uld til fabrikken til behandling, som de tidligere havde gjort. Det færdigsyede tøj var nu højeste mode og fortrængte nu fuldstændig kludetøjet, som tidligere var fabrikken ekspertise. I stedet prøvede man at udvide fabrikken til at lave tæpper. Dette hjalp på den økonomiske nedgang og fabrikken kunne nå at stabilisere sig lidt.

Afslutningen

I 1935 dør Christian Juncher, 68 år gammel, i København af en alvorlig blærestenslidelse. Georg Karnøe overtager nu fabrikken og sidder som direktør i de næste 20 år. De første år efter Georg Karnøes overtagelse går produktionen nedad blandt andet grundet forurenet vand. Da Anden Verdenskrig bryder ud i 1939 øges bekymringen for hvordan Junchers Klædefabrik skal kunne klare det.
Det viser sig dog at produktionen faktisk går op under besættelsen, særligt fordi Junchers Klædefabrik begynder at producere uniformer for den tyske værnemagt. Dette faldt ikke i god jord hos modstandsbevægelsen og i 1944 stod de bag to store sabotagesprængninger på konfektionsfabrikken. Ilden fra sprængningerne tog til i de omkring liggende bygninger og både fabrikken, lageret, butikken og systuen brændte helt ned. Man begyndte dog hurtigt at bygge op igen og fik dermed hurtigt produktionen i gang igen.

Allerede i 1946 havde fabrikken igen overskud og de efterfølgende år blev rigtig gode for Junchers Klæde- og Konfektionsfabrik. Koreakrigen i 1950-1953 betød at råvarepriserne over hele verden steg væsentligt i denne periode og dette gik også ud over Junchers Klædefabrik der gik en usikker periode i møde. Det blev i 1954 besluttet at opdele firmaet i fire dele: Chr. Junchers A/S, Chr. Junchers Klædefabrik A/S, Chr. Junchers Konfektionsfabrik A/S og Chr. Junchers Detail A/S.
Georg Karnøe dør i 1955 og Ove Hansen overtager herefter både bestyrelsen og fabrikkerne. Klædefabrikken har herefter nogle hårde år, hvorimod Konfektionsfabrikken klarer sig væsentligt bedre. Dette gjorde at man valgte at satse mere på Konfektionsfabrikken og udvidede dermed denne bygning samt varehuset i 1957. Chr. Junchers Klædefabrik A/S på Udbyhøjvej lukkede officielt helt ned 1. januar 1962. Herefter blev fabrikken udlejet til militæret, som brugte den som øvelsesgrund. Helt anderledes gik det dog for Konfektionsfabrikken, der allerede havde pladsmangel igen i 1963. 1960’erne blev de gyldne år for Konfektionsfabrikken og særligt den første del af årtiet blev man nødt til at leje andre lokaler for at kunne følge med efterspørgslen. Man effektiviserede også selve produktionen, så man kunne fremstille tøjet langt hurtigere end før i tiden. På dette tidspunkt arbejdede der næsten 400 medarbejdere på Chr. Junchers Konfektionsfabrik. I slutningen af 1960’erne bliver Konfektionsfabrikken dog stærkt presset af det udenlandske marked, hvor man kan producere tøjet langt billigere. Der skete også et modeskift på dette tidspunkt og Junchers Konfektionsfabrik kunne ikke følge med tiden. De sidste år af produktionen kørte derfor i konstant underskud og der blev lavet mange nedskæringer i løbet af 1970’erne, særligt gik det udover medarbejder antallet der i 1976 var halveret til 200. Den 15. december 1980 lukkede Chr. Junchers Konfektionsfabrik helt ned.