Carl Nielsen ved Skt. Knuds Kirke
Carl Nielsens forældre, Niels "Maler" Jørgensen og Maren Kirstine Jørgensen.
Intro
Carl Nielsen beskriver i "Min fynske Barndom" et besøg med sin mor i Odense på en torvedag. Den lille Carl havde ved den lejlighed en ubehagelig oplevelse i vrimlen foran domkirken, idet den violinkasse, han bar på, påkaldte sig megen opmærksomhed.
Carl Nielsens far have penge tilgode hos en snedker i Hjallese, som i stedet for pengene tilbød en "umådelig flot, meget pralende" violinkasse. Det blev Carl, der sammen med sin mor kom til at afhente violinkassen, som de bagefter havde med sig på torvet i Odense:
"Med min musik gik det kun ret langsomt fremad, og violinspillet var planløst, da jeg i nogen tid ingen lærer havde. Og dog blev jeg en dag, oven i købet i selve Fyns hovedstad, drillet med at jeg var en stor kunstner, og jeg fik en ordentlig dukkert, som jeg dog må sige var ufortjent. ... Folk på gaden vendte sig om og gloede efter violinkassen, og da det var mig, der bar den, og jeg nærmest lignede en gråspurv i min hverdags dragt, ... var det vel nok kontrasten mellem mig og kassen, der vakte opmærksomhed... Det var lørdag og torvedag, og da vi gik i mængden i nærheden af St. Knuds kirke, kom der en gammel, fornemt udseende herre hen og stillede sig i vejen for os. Han havde en lang, brun klædesfrakke på, der nåede helt ned til jorden, en sort silkekasket med en meget stor skygge fortil, desuden store hornbriller, bag hvilke et par sarkastiske øjne lyste frem... Han så først på kassen, så på mig og så på mor; så lo han og skreg op: "Hvad i alverden er det! Hvor satan er i fra? Er det din egen kasse, og er der en rigtig spilleviolin indeni den papegøje?" Og idet han vendte sig til mor: "Og kan den knægt spille på den?" Mor sagde ja. Så sagde han til mig: Du må jo være en ren Ole Bull, hvis du kan spille halvt så godt, som den kasse skinner!" Hvorpå han lo højt og gik videre. Mor tog mig i armen og sagde: "Lad os se at komme af sted, min dreng, det var den gamle bøssemager Wittrup, han har mange elever i violin, og han tæsker dem med buen over fingrene, når de ikke kan godt nok. Uha!" ... Vi holdt os efter den tid udelukkende til sælskinds- eller kalveskinds-poser, som vi bar på ryggen." (Min fynske Barndom, s. 100)
Carl Nielsen: "Min fynske Barndom". Fisker & Schou, 1995. s. 100