Camp Fire


Ingvar Cronhammar, Camp Fire, 1993


Ingvar Cronhammar, Camp Fire, 1993


Ingvar Cronhammar, Camp Fire, 1993

Intro

Ingvar Cronhammar (1947-) Camp Fire, 1993 Skulpturens maskinelle strenghed kombineret med den hyggelige titel Camp Fire giver skulpturen en interessant dobbelttydighed.

Ingvar Cronhammar (1947-)
Camp Fire, 1993
Stål, glas og lys

Placering: Odense Tekniske Skole, Allégade 79

Skulpturen består af 8 blanke stålsøjler sat i en sort kvadratisk base. Hver søjle har en sort søjlefod og top og ender i en kvadratisk top i lighed med basen. I midten af hver øverste side er der indsat en lyskilde med rundt opalglas foran. Hele skulpturen er strengt symmetrisk opbygget og materialevalget af blankt og sort stål, der sammen med lysene, giver et indtryk af en industriel maskine, en gruppe af stempler.

Skulpturens strenghed spiller op mods dens titel Camp Fire, der udstråler idyl. Det er ikke muligt at sige hvad maskinen skaber og denne uudgrundelighed gør den ildevarslende og forvandler det hyggelige og hjemlige ved lejrbålet til noget uhjemligt-unheimlich.

Skulpturen var med på den store udendørs skulpturudstillling Skulptur i Eventyrhaven i 1993. Indkøbt af Odense Bys Kunstfond.


Ingvar Cronhammar. (1947-)

Ingvar Cronhammer er født i Sverige, men bosatte sig i 1965 i Danmark. Han er uddannet fra Århus Kunstakademi. Hans tidlige værker var provokerende, fantasifulde aktioner. I 1980’erne finder han efter en periode hvor hans materialevalg primært var træstammer, udstoppede dyr og knogler frem til sit karakteristiske udtryk. Som imposante citater fra en industrialiseret virkelighed rummer Cronhammers værker også en påmindelse om naturens kraft og ukontrollerbarhed. Dette er særligt tydeligt i det gigantiske hoveværk Elia opført udenfor Herning.