C. W. Eckersberg: Udsigt til Sommerspiret, 1809
Intro
Guldalderens landskabsmaleri skulle ikke bare være kønt og smukt det skulle gerne være højstemt og endog dramatisk. Det skulle afspejle indre følelser men også repræsentere landets storhed.
Møns Klint kom til at spille en central rolle i dansk malerkunst i første halvdel af 1800-tallet, da det var et af de få eksempler på storslået og urørt natur. Langt op i 1700-tallet havde man vurderet naturen ud fra sin nytteværdi, men omkring år 1800 begyndte man i kølvandet af romantikken at interessere sig for naturens skiftende stemninger, og man fandt værdi i den uberørte natur.
I sommeren 1809 blev C. W. Eckersberg (1783-1853) inviteret til godset Nordfeld af ejeren Christopher von Bülow (1770-1830) som ønskede at Eckersberg skulle male prospekter fra godset, samt de omkringliggende landskaber på det østlige Møn, herunder øens varetegn de hvide kridtklinter ved Østersøkysten.
For Eckersberg var Klinten en oplagt mulighed for at skildre et stykke natur, der ikke var underlagt mennesket. Allerede på Eckersbergs tid var der på Sjælland og øerne ikke mange uberørte landskaber tilbage. Landbruget havde sat sit tydelige præg på de menneskeskabte landskaber. Her skilte Møns Klint sig klart ud som et stykke vildt natur der ikke var underlagt menneskets kontrol og som kunne måle sig med udlandets bjerge.
På Eckersbergs maleri ses en lille gruppe af mennesker i billedets forgrund – måske en lille gruppe af turister der søger naturoplevelser ved Klinten. En mand slår ud med armen for at udpege Sommerspiret der ses i baggrunden tværs over en dyb kløft. Eckersberg fremmaner indtrykket af den skrækindjagende afgrund ved at lade en kvinde vende sig forfærdet bort. Hun viger i den grad tilbage for at blive konfronteret med den vilde natur med den himmelstræbende spids over det sugende dyb på den anden side af det spinkle hegn. Hendes mandlige ledsager prøver sandsynligvis at berolige hende – men forgæves. Den ældre herre sidder derimod roligt på sin bænk under et solidt gammelt egetræ – kun følsomme sjæle bevæges og gyser ved synet.