Bryggeriet Thor


Thor Export fra dengang, man bryggede øl på bryggeriet i Randers.

Intro

Bryggeriet Thor blev grundlagt i Randers i 1856 af Christian Emil Synnestvedt. Bryggeriet producerede primært øl, men begyndte også produktionen af mineralvand i 1934. Den meget populære X-mas Beer så dagens lys i 1969.

Oprettelsen

Bryggeriet Thor har en lang historie, som går helt tilbage til 1855. Her købte cand.polyt. Christian Emil Synnestvedt et bryggeri, som var gået konkurs på hjørnet af Nordregrave og den nuværende Thorsgade.
Den første øl kom allerede på gaden i juni 1955, men skødet blev først tinglyst året efter, 12. juli 1856, derfor er nu den dag som bliver regnet for Thors jubilæumsdag. Synnestvest ville gerne producere bayersk øl, som også var det der blev produceret på stedet før han overtog det. Derfor kom bryggeriet til at få navnet Synnestvedt Bayerske Ølbryggeri. Det var meget populært at producere bayersk øl på det tidspunkt og flere andre bryggerier havde derfor lignende navne. Derfor valgte man at skifte navnet ud i 1873 til ”Thor”, simpelthen for ikke at blive forvekslet med de andre bryggerier.


De populære Thor øl

Synnestvedt fortsatte som direktør indtil 1897, hvorefter hans svigersøn Jonas Engelhardt Aagaard overtog posten. Populariten af Thors øl var ikke til at tage fejl af og snart begyndte de ikke kun at sælge til store dele af Randers, men også til mange andre danske byer. Derfor valgte man også at udbygge bryggeriet af flere omgange. Allerede i 1876 kom den første nye tilbygning, men særligt i 1920’erne skete der store ombygninger. Det er disse bygninger fra 1920’erne, tegnet af arkitekt J.P. Jensen Wærum, som stadig står på Thors Bakke efter bryggeriets lukning.
Thor begyndte også at producere nye produkter, som følge af de nye moderniseringer. Blandt andet kom der flere øltyper på markedet, men også produktionen af mineralvand dukkede op 1934. Efter Anden Verdenskrig blev der igen moderniseret, hvorefter Arne Semler-Jørgensen overtog bryggeriet i 1956. Semler-Jørgensen var direktør indtil 1980 og var med til at styrke bryggeriet profil – han var blandt andet manden bag den meget populære X-mas Beer, som kom på markedet i 1969.


Bryggerigruppen

Gennem Bryggeriet Thors historie har der været mange eksempler på at Thor har fusioneret med andre bryggerier. Det sker allerede første gang i 1898, hvor Thor sluttede sig sammen med A/S Randers Bryghus, som allerede var en sammenslutning af tre lokale hvidtølsbryggerier. I 1967 overtager Thor også Bryggeriet Alliance i Ringsted, dette sker blandt andet fordi Thor er begyndt at sælge øl på Sjælland og det vil lette arbejdet betydeligt at have et lokalt bryggeri og lager.
Konkurrencen indenfor øl brygning bliver betydelig hårdere op gennem 1970’erne, derfor valgte Thor at fusionere med både Bryggeriet Urban i Aalborg samt Ceres Bryggerierne A/S i Aarhus i 1976. Herefter kom sammenslutningen til at hedde Jyske Bryggerier A/S. Dette varede dog kun kort tid da man valgte at lukke Bryggeriet Urban i 1985 og overførte al produktion til Thor i stedet for. Allerede i 1989 fusionerede man igen, denne gang med Faxe Bryggeri A/S. Fusionen blev herefter omdøbt til Bryggerigruppen A/S og ca. 10 år senere, i 2000 sluttede Odensebryggeriet Albani sig også til.
I 2003 blev det så besluttet at Bryggeriet Thor i Randers skulle lukke ned og at ølproduktionen skulle overgå til Ceres i Aarhus, mens læskedriksproduktionen overgik til Faxe Bryggeri. Der skulle dog stadig være en mindre salgsafdeling tilbage i Randers. Bryggerigruppen A/S valgte i 2005 at skifte navn til Royal Unibrew A/S for at få et mere internationalt klingende navn. I 2008 lukkede Ceres ned og al produktion overgik i stedet til Faxe Bryggeriet.