Bregentved


Bregentved Gods


Bregentved uden tårn, 1768





Bregentved Vandmølle


Familien Moltke på Bregentved, 1892


Landskabet ved Bregentved er præget af søer (dødishuller) og runde bakker.


Ulse Sø


Dødislandskab ved Bregentved


Huller og runde bakker præger dødislandskabet ved Bregentved

Intro

Bregentved omtales i Erik Menveds testamente fra 1319. Siden 1746 har Bregentved tilhørt Moltke-slægten. Hovedbygningen er markant med kobberspir. Øst- og sydfløj er opført i nyrokokostil i 1886-91 og nordfløjen fra 1650 er ombygget med barokkapel i 1735.

Herregården

Bregentved Gods er en af Danmarks største land- og skovbrugsvirksomheder. De tilhørende arealer udgør 6.246 hektar. Til godset hører 164 huse og udkommet stammer fra agerbrug, skovbrug, udlejning af huse, jagt og lagerhaller samt maskinstationskørsel.

I middelalderen var Bregentved klostergods, men kom allerede før reformationen på private hænder. Først tilhørte godset Grubbeslægten og dernæst gennem flere generationer den skånske Krognosslægt, der uddøde i 1573.

I 1718 købte Frederik IV godset, der blev udlagt som ryttergods. Bregentved fungerede derefter som kaserne for en oberst med mandskab og 250 heste.

I 1731 blev ryttergodset nedlagt og herregården solgt til krigskommissær Poul Vendelboe Løvenørn, som restaurerede og ombyggede hovedbygningen. Han lod en af barokkens store arkitekter, Laurids de Thurah, flytte kapellet op fra stuen til andet stokværk i den nordlige fløj og dekorerede med blandt andet stukkatur og marmorerede pilastre.
Over indgangsdøren placerede han en inskription på latin: ”Ved den almægtige algode Guds lykke og af den ophøjede eneherres Christian VI’s gunst erholdt Poul Løvenørn og Ingeborg Dorothea Vinding Herresædet Bregentved og istandsatte det med al tænkelig omhu 1735”.

Da Løvenørn døde, købte Christian VI Bregentved tilbage til kronen og han lod arkitekt Nicolai Eigtved udarbejde tegninger til ombygning af hovedbygningen, som dog blev stillet i bero.

I 1746 bliver Frederik V konge og en af hans første gerninger er at skænke Bregentved kvit og frit til sin overhofmarskal, Adam Gottlob Moltke, der senere fuldfører en ydre ombygning. A.G. Moltke tog fast ophold på godset og lige siden har Bregentved været i Moltke-slægtens eje. A. G. Moltke blev i 1750 greve af Bregentved og han udvidede løbende sine besiddelser.

I 1886 indledte A. G. Moltkes tipoldebarn, lensgreve Frederik Christian Moltke, endnu en ombygning af Bregentveds hovedbygning. Arkitekt Axel Bergs genopførelse af Bregentveds øst- og sydfløj stod færdig i 1891 og hovedbygningen fremstår nu i nyrokoko med to etager og mansardtag i kobber og tegl. Et firkantet tårn med højt, slankt spir udgør indgangspartiet på gårdsiden.

I 1922 gik grevskabet over til fri ejendom. Ved lensafløsningen hørte også hovedgårdene Sofiendal, Turebyholm, Juellinge og Tryggevælde samt fem avlsgårde til Bregentved gods.

Historiske tildragelser
Den første lensgreve af Bregentved, Adam Gottlob Moltke (1710-92) var overhofmarskal ved Frederik V’s hof. Som den enevældige konges nærmeste rådgiver og yndling var han reelt Danmarks riges egentlige hersker.

I København er Frederiksstaden med rytterstatuen og Moltkes palæ på Amalienborg slotsplads blot få eksempler på hans indflydelse og prestigebyggerier.
Med adskillige godsbesiddelser i hele landet var A.G. Moltke Danmarks største godsejer. Han reformerede dansk landbrug og indførte blandt andet kobbelbrug.

A.G. Moltkes søn, Joachim Godske Moltke (1746-1818) solgte i 1794 sit palæ på Amalienborg til kongefamilien. I sine sidste leveår var han finansminister og Frederik VI’s betroede rådgiver. J.G. Moltke deltog blandt andet i forhandlinger om afståelse af Norge i 1814.

Den tredje lensgreve af Bregentved, Adam Wilhelm Moltke (1785-1864) var Danmarks finans- og gehejmestatsminister 1831-48, og 1845-48 var han præsident for Rentekammeret.
I 1848 dannede han den første konstitutionelle regering, han var både premierminister og finansminister og 1848-50 også udenrigsminister. I 1849 var han medunderskriver af Danmarks riges nye grundlov.

Hans søn, Frederik Georg Julius Moltke (1825-75) var ligesom sine forfædre politisk aktiv sideløbende med sit virke som lensgreve af Bregentved. Kort før sin død blev han udenrigsminister i Estrups regering.

Den femte lensgreve af Bregentved, Frederik Christian Moltke (1854-1936) var også stærkt engageret i samfundsforhold. Han var medlem af Landstinget 1894-1910 og bestred desuden et utal af tillidsposter, blandt andet var han formand for Haslev-Freerslev Sogneråd i mere end 40 år.

Ejerrække
1319 Ringsted Kloster
1364 Sankt Clara Kloster
1382 Oluf Grubbe
1410 Erik Bydelsbak
1433 Laurids Eriksen Bydelsbak
1450 Niels Pedersen Gyldenstjerne
1494 Mourits Nielsen Gyldenstjerne
1504 Oluf Stigsen Krognos
1506 Anne Mouritsdatter Gyldenstjerne
1508 Anders Bentsen Bille
1510 Bent Andersen Bille
1545 Mourits Olufsen Krognos
1550 Eline Gøye 1563 Oluf Mouritsen Krognos
1573 Anna Hardenberg
1575 Christoffer Gøye
1581 Sten Brahe
1630 Frederik Urne
1658 Karen Arentfeldt
1668 Ove Juul
1682 Frederik Gabel
1709 Christian Gabel
1718 Frederik IV
1731 Poul Vendelbo Løvenørn
1740 Christian VI
1746 Frederik V
1746 Adam Gottlob Moltke
1792 Joachim Godske Moltke
1818 Adam Wilhelm Moltke
1864 Frederik Georg Julius Moltke
1879 Frederik Christian Moltke
1936 Christian Frederik Gustav Moltke
1968 Hans Hemming Joachim Christian Moltke
1989 Christian Georg Peter Moltke


Parken

Hovedbygningen er omgivet af en stor park, der oprindelig var anlagt som barokhave i midten af 1700-tallet.
Flere ejere har gennem tiden sat deres præg på haven, der har udviklet sig fra franskinspireret stil med alleer, mindestøtter, damme og fontæner til en mere engelskinspireret landskabshave med udsigtspunkter og havehuse.

I parken er der flere skulpturer af Johannes Wiedewelt og blandt mindestøtterne er en stor obelisk af faxekalk, der blev rejst i 1770 til minde om A.G. Moltkes nære forhold til Frederik V.


H. C. Andersen

Digteren H.C. Andersen var ofte gæst på Bregentved.
I sin dagbog skriver han torsdag den 14. juli 1842 blandt andet: "Føler mig saa hjemme her på Bregentved” og i anledning af grevindens fødselsdag forfatter han et digt:

Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.

Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.

Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!


Landskabet omkring Bregentved

Landskabet omkring Bregentved er meget smukt og kuperet med små og store søer og små og store bakker.
Der ses mange runde, stejle bakker og mange afløbsløse huller. Dette er alt sammen karakteristisk for dødislandskaber, og Bregentved-området er da også et af de fineste eksempler på dødislandskaber i denne del af Danmark. Der er rige muligheder for at gå på opdagelse i landskabet på veje, marker og i skove. Billederne her på siden giver kun en lille forsmag på det smukke landskab.

Dødislandskaber adskiller sig fra andre morænelandskaber ved en større hyppighed af dødisskabte landskabsformer, det vil især sige mange afløbsløse huller og mange stejle småbakker. Disse landskaber dannes, hvis en gletscher ”dør”, dvs. går i stå og smelter fra oven.

Materialet, der frigives fra isen, når denne smelter, afsættes i lavninger i isoverfladen. Disse materialeophobninger ligger tilbage som dødisbakker, når isen er smeltet væk, mens de afløbsløse huller ligger der, hvor der lå så meget is, at der ikke blev afsat materiale. De afløbsløse huller kaldes derfor også for dødishuller.