Velkommen til Historisk Atlas. For at få den fulde oplevelse på Historisk Atlas har du brug for Silverlight. Det tager lidt tid at installere, men vi mener det er tiden værd.

Du kan også se Historisk Atlas umiddelbart, hvis du vælger "Historisk Atlas v.5". Det kræver at din browser er rimelig ny og denne version er langtfra færdig, så forvent ikke for meget. Det er denne version du skal vælge, hvis du er nysgerrig efter hvordan fremtidens Historisk Atlas kommer til at se ud.

Har du mere lyst til at gå på opdagelse i Historisk Atlas på din telefon, synes vi du skal downloade Historisk Atlas til din iPhone eller Android.

Vi er som altid interesseret i kommentarer og gode forslag - fang os på Facebook, Twitter eller info@historiskatlas.dk.

iPhone

Android

© 2012 Historisk Atlas | sitemap

Brændegård Sø
Intro
De sidste to perioder i jægerstenalderen benævnes Kongemosekultur (ca. 6400-5400 f.Kr.) og Ertebøllekultur (ca. 5400-3900 f.Kr.). På denne tid lå landet dækket af tæt urskov og indlandet var derfor ikke velegnet til beboelse. Ved kysterne lå bopladserne derimod i stort antal - især ved beskyttende fjorde og sunde. Her ernærede man sig ved fiskeri samt jagt på havpattedyr og fugle. Nu og da søgte man ind i landet for at jage urskovens storvildt: urokse, elg og kronhjort. Under opholdet i indlandet slog kystfiskerne kortvarigt lejr ved søer og åer, hvor tabte og kasserede pilespidser, økser og knive vidner om deres aktiviteter. En af de søer, der blev besøgt gentagne gange i jægerstenalderens sidste årtusinder, var Brændegård Sø på Sydfyn.

Fortidsmindet
Fiskere ved Brændegård Sø I dag dækker den lavvandede Brændegård Sø ca. 140 ha., men i slutningen af jægerstenalderen har den været lidt større. Flere steder løb bække og åer ind i søbassinet, og netop her var mulighederne for jagt og fiskeri optimale. Ved søens sydlige bred og på den lille ø i søens sydøstende er der fundet store mængder bearbejdet flint fra såvel jægerstenalderen som den efterfølgende bondestenalder. Især bopladserne fra den sene jægerstenalder er interessante med deres omfattende mængder af flintredskaber. Forskellige typer af pilespidser - såkaldte mikrolitter, skævpile og tværpile - vidner om, at genstandene ikke stammer fra et enkelt ophold på stedet. Man er derimod vendt tilbage til søbredden gentagne gange i løbet af flere årtusinder. Antagelig var det søens bestand af store gedder, ål og sudere, der gjorde stedet attraktivt for kystfiskerne. Muligheden for at nedlægge en kronhjort eller et vildsvin forpassede man nok heller ikke. Et af de mest interessante fund fra bopladsen ved Brændegård Sø er en såkaldt skolæstøkse. Øksen, der er knækket i skafthullet, er lavet af den lagdelte, grågrønlige bjergart amfibolit. Denne bjergart findes kun i Bulgarien og muligvis Slovakiet - altså et sted mellem 800 og 1.700 km fra Sydfyn! Øksen er fremstillet i et af de bondesamfund, som dyrkede Centraleuropas frugtbare landområder på et tidspunkt, hvor ’’fynboerne’’ endnu udelukkende ernærede sig ved fiskeri, jagt og indsamling. Skolæstøksen har været et statussymbol, der blev givet som gave fra stamme til stamme. Således har øksen passeret mange stammers territorier - og til sidst Østersøen - før den engang omkring 4.500 f.Kr. blev overrakt til en fisker på Sydfyn. Skolæstøkser som den fra Brændegård Sø var ikke det eneste, der kom til Danmark fra kontinentet i det 5. årtusind f.Kr. Som et resultat af kontakten til bondesamfundene mod syd kom kendskabet til keramikfremstilling, dyrehold og agerdyrkning til landet, og denne udveksling af statussymboler mellem samfundets ledende slægter var på længere sigt en af de medvirkende faktorer til, at man omkring 3.900 f.Kr. skiftede fra jæger-fisker-samler-tilværelsen til et liv med agerbrug og dyrehold. Danskerne var blevet bønder!


Økser og andre redskaber samt blokke, flækker og pilespidser efterladt af de jæger/samlerfolk, der boede ved Brændegård Sø i de sidste par årtusinder af jægerstenalderen. Nederst til venstre ses en del af en såkaldt skolæstøkse fra Centraleuropa.