Borup Ris


Oversigtskort over landsbyen Borupris


Dansepladsen med Steensbergs Bøg


Stenrækkerne, som afgrænsede agrene, blev lokaliseret ved at stikke jernspyd i jorden, hvorefter de enkelte sten blev afmærket med jernpæle, som tillige angav størrelsen på stenene. Herefter blev stenene indtegnet på kort.


Amatørarkæologen Svend Dyhre Rasmussen 1910-1974.

Intro

Opdagelsen og undersøgelsen af landsbyen Borup Ris.

Området

Den lokale amatørarkæolog Svend Dyhre Rasmussen opdagede under 2. Verdenskrig, medens han ar- bejde i skoven med at tage stød op, mange og lange forhøjninger i terrænet og ligeledes de mange sten og affald, der var samlet mellem forhøjningerne. Det viste sig senere at være de agerstrimler, der fremkommer ved brug af hjulploven. Svend Dyhre Rasmussen (SDR) tog kontakt til Nationalmuseet og professor Axel Steensberg, og området blev derefter løbende undersøgt i de efterfølgende 32 år.
Som skrevet var SDR amatørarkæolog, uden megen skolegang, men han lærte sig selv at stave og ikke mindst at tænke. Han var måske nok lidt stridbar og med kun et øje, men med dette ene kunne han af- læse og forstå et terræn - derfor blev han kaldt Falkeøje.


Dansebøgen

"Dansebøgen" bør her nævnes, det var et 300-årigt gammelt bøgetræ, hvorom ungdommen dansede ved midsommertid og ved særlige lejligheder, f.eks brylupper og fødselsdage. Midsommer festen foregik endnu i slutningen af 1800-tallet på en danseestrade, hvor jorden var jævnet af et tyk fast lerlag, og hvor musikerne sad oppe på en platform, der hvilede på træets nederste grene.
I Næstved Sct. Peders Klosters (Herlufsholm) fortegnelser omtales, hvornår der i løbet af året skulle afholdes sjælemesse for personer og institutioner. Heri er også omtalt en "Vor frues høring i Gunderslev" altså en slags gilde eller lav i Gunderslev Sogn, indviet til Jesu Moder, "Vor Frue" eller "Jomfru Maria".
Det var derfor festerne i det fri blev afholdt, og selv om disse fester blev afskaffet under reformationen i 1536, så vedblev befolkningen med at afholde pinsegilde i det fri, dog ikke under pietismen mellem ca. 1720 til 1760, så sent som i slutningen af 1800-tallet. Desværre faldt dansebøgen under stormene sidst i 1960'erne, men en ny er plantet, som kaldes for "Steensbergs bøg"


Historie

Både fra "bondestenalderen" (4200 - 1800 f. Kr.) og fra jernalderen (500 - 0 f.Kr.) findes der fund der bekræfter områdets kultiverings forsøg.
Vikingetiden, tiden fra ca. 800 til ca 1250, findes der her spor af et landbrugssamfund med veje, skvatmøller, vandmøller, dysser, høje, huse m.m.
Men det var agerstrimlerne fra den oksetrukne hjulplov, der satte undersøgelser af området igang.
Vikingelandsbyen uddøde, bl.a. på grund af den besværlige dyrkning (lange smalle agerstrimler) og
klimaændringer fra et varmere til et koldere klima omkring 1250.
Agerstrimlerne var normalt af en bredde på 1½ til 2½ meter, og deres længde kunne være op til ca. 400 til 500 meter. Dyrkningsområdet, altså agerstrimlerne, lokaliserede man ved hjælp af et jernspyd, da man på denne måde kunne finde de sten, der var placeret mellem de smalle agre. Jorden har været dyrket i toskiftebrug, især byg og havre skiftende med græs. Jorden blev pløjet med den tunge hjulplov, forspændt 4 til 8 okser, denne plov var bedst egnet til lange stræk, da det var besværligt at skulle vende ploven. Før brugen af hjulploven brugte man arden, hvor man pløjede på kryds og tværs. Forskellen på de to pløjemetoder var, at hjulploven vendte jorden, hvorimod arden kun "kradsede" lidt i jorden.


området

Langdyssen "Sandbæksdyssen", også kaldet "Grundtvigsdyssen" eller "Gunderslevholmdyssen" er en i området placeret dysse, der har en længde på 55 meter med over 50 randsten,opført omkring 4220 - 1800 f. Kr. Der findes i området flere langdysser, nogle endda længere end "Sandbæksdyssen".
I 1808 besøgte Grundtvig sammen med digteren Chr. Molbech dyssen, og han skrev ved synet af kammeret med den mægtige overligger henrevet et hyldestvers, hvori han priste de hensovne guder. Han troede, overliggren var et hedensk alter.
I området har man fundet ildsteder fra omkring 460 f. Kr. og 95 e. Kr. og huse fra cirka 1000 e.Kr. Det må derfor antages, at landsbyen Borup Ris i vikingtiden fungerede som en udflytterby, hvad navnet også fortæller. Dyrkningsområdet er anlagt af en stormandsslægt, der har været bosat i Gunderslevlille-området, tilsyneladende med det formål at samle tilstrækkeligt med gods, for her at kunne oprette en hovedgård, som det senere blev kaldt.
Der er i området påvist fire beboelser eller tofter i landsbyen, heraf er de tre undersøgt, den fjerde gemmes til fremtiden. Husene var opført med stavvægge, hvilende på fodremmen og understøttet af en stensyld, og hvert hus havde, som også andre steder, en jordlod lige omkring gården/huset. Det viste sig senere, at jorden var for besværlig at dyrke og hertil, ikke mindst, voldte klimaet efterhånden store problemer .


området (2)

Alt dette fandt Svend Dyhre Rasmussen og hans medarbejdere ud af ved at grave og undersøge undergrunden, og ved hjælp af de fundne ler- og potteskår kunne man tidsfæste husenes alder.
Flere steder ved de to bække er der fundet skvatmøller, der er karakteristiske ved at have et horisontalt liggende hjul, hvor der fra en lille opdæmmet dam blev ledet en vandstråle mod hjulet.
Også en kenotafgrav fra vikingetiden er fundet, det er en symbolsk gravhøj, der er blevet opkastet for en beboer eller et familimedlem der ikke er begravet i højen, men er omkommet eller dræbt i det fremmede, under f.eks. en vikingfærd.
Forsvunden er desværre "Borup Kirke" et 800-årigt gammelt egetræ. Digteren Martin A. Hansen var meget tiltrukket af ikke bare egnen og området, men i særdeleshed af det gamle egetræ, og det er med en beskrivelse af dette, han indleder sin bog "Orm og Tyr". Benævnelsen "kirke" er blevet brugt over hele Danmark for store træer, og herudover har der mange steder været tilknyttet et eller andet sagn eller overtro, og oprindeligt blev de anset for at være hellige.
Der kendes dog ikke nogen sagn eller overlevering knyttet til Borup Kirke.
Efterhånden rådnede træet så meget, at stormene sidst i 1960'erne væltede de sidste rester.