Bispegård


Bispegården i Klaregade, set fra havesiden. Til højre ses bagsiden af hovedbygningen og til venstre en sidebygning, der lå vinkelret bagud fra forhuset.


Kælder i bispegård


Niche i kælderen til bispegården

Intro

I 2005 fik Odense Bys Museum mulighed for at undersøge en kælder fra 1500-tallet i den stående del af Odenses gamle bispegård.

I forbindelse med renovering af den endnu stående del af Odense gamle bispegård fra 1804 undersøgte museet et mindre kælderrum af munkesten. Kælderrummet støder mod vest op til den i 1915 registrerede og fredede middelalderkælder under den nedrevne del af den gamle bispegård. Både den fredede kælder og det undersøgte kælderrum hidrører fra nedrevne bygninger, hvis underetager genanvendtes ved opførelsen af bispegården i 1804. I 1915 bliver den del af bispegården over den vestlige kælder nedrevet, mens den østlige del over kælderrummet bliver stående og udskiltes fra den nye bispegård. De middelalderlige bygninger indgik oprindelig i Dronningegården, dronning Christines kongelige gård i Odense, der lå i den sydvestlige del af middelalderbyen på det skrånende terræn ned mod Odense Å. Heraf oprettede hun 1519 Odense Skt. Clare Kloster. Klostret fungerer kun en kort årrække, hvorefter det 1538 overdrages med gårde m.m. til superintendenten (biskoppen) over Odense Stift, præsten for Albani sogn, en kapellan, en læsemester og en skolemester. Af disse residerer biskoppen fortsat i den centrale del af det tidligere kloster. Den undersøgte kælder har kun omfattet dette ene rum, der måler 2,93x0,79 m med en 1,43x0,44 m stor niche i østmuren og en mindre, sekundær niche på 0,84x0,38 m i nordmuren. Bygningen med kælderrummet tolkes som tilbygget den ældre kælder med hvilken den står i forbindelse via en gennembrudt, 0,94 m bred nu tilmuret dør, som også er påvist i den eksisterende kælder. Kælderrummets funktion kunne ikke bestemmes sikkert, men sandsynligvis er der tale om fyrrummet til en hypokaust.