Billedskærer Andreasen får en opgave
Dukke Fie
Intro
Hvordan min dukke blev døbt og fik nye lemmer design Andreasen.hh
Det var i 1944. Jag var ni år.
I julegave havde jeg fået en dukke, Sofie, senere kaldt Fie.
Hun havde det vi kaldte "glashoved" øjnene kunne lukke.
Kroppen var af tøj, fyldt op med noget halvblødt materiale.
Arme og ben var af papmache.
Jeg elskede Fie.
Jeg havde to mindre søskende, tvillinger, fire år.
En dag fandt de på at lege barnedåb. Det gjorde de inde på badeværelset.. Midt under akten hørte de at en voksen mærkede sig. De havde nok på fornemmelsen at det ikke var rigtigt ok, hvad de var i færd med. Så gode råd var dyre. Beslutningen blev at putte dåbsbarnet ned i spanden, dåbsfadet, og lægge låget på.
Da Fie blev fundet var arme og ben fuldstændigt gået i opløsning. Jeg græd, var utrøstelig. På grund af krigen kunne man ikke købe noget så eksklusivt som dukkeekstrimiteter.
Nu flytter vi til et andet sted, til Borgerskolen. Der var det børnehave i et klasseværelse. Jeg gik om formiddagen. Frøknerne var frøken Holm og frøken Andreasen. Den sidstnævnte syntes jeg bedst om.
Hendes far var billedskærer og havde værksted på Tingvej.
Nu benyttede mor sig af netværket. Kontakt togs med frøken Andreasen, som kontaktede billedskæreren. Og retur. Jo, han kunne påtage sig opgaven at gøre nye lemmer til dukke Fie. Fine i lyst træ, lakerede.
Dukken fulgte mig gennem livet. Da jeg selv fik småbørn, indså jeg farerne for dukkens liv. Strikkede nissetøj til hende så at hun bare kom frem en gang om året.
Så for nogle år siden så jeg et avisreferat om at der var en udstilling om billedskærer Andreasen og hans virke i Haslev. Da skrev jeg til Museumsforeningen om de havde interesse af Fie. Og det havde de.
Nu bor Fie på museet i Haslev.