Asylet i Vejleby


Nakskov Landevej 70. Det tidligere Asyl


Asylet i Vejleby


Asylet i Vejleby. Tegning af facacen


Asylet i Vejleby. Tegning af grundplanen

Intro

Alle huse har en historie, men "Asylet" i Vejleby, Nakskov Landevej 70, har en speciel og interessant historie med tilknytning til Christianssæde og Vejleby og med forbindelse til både fortid og nutid.

Asylet

I asylet var der plads til 6 kvinder fra grevskabets områder, Christianssæde og Pederstrup på Lolland og Brahetrolleborg på Fyn. Fæstebonden på Hellebankegaard modtog fra greven 100 rigsdaler i findeløn.

I et hus overfor asylet befandt sig for år tilbage Vejleby telefoncentral. Den blev betjent af de legendariske søstre Valborg og Alma Nielsen, to meget effektive og afholdte telefonistinder, der ydede en service, som de moderne telekommunikationsselskaber slet ikke kan leve op til.
Da arvingerne skulle tømme søstrenes hus, fandt de på loftet flere kasser med gamle papirer. Søstrenes far, Anton Nielsen (1868-1916), havde i det samme hus drevet tømrerforretning, han havde også et transportabelt savskæreri. Hans to sønner Johannes og Anker Nielsen blev begge tømrere. En tredje søn, Aage Nielsen, kørte i mange år fragtruten Rødby-Nakskov.

Mellem de ovennævnte gamle papirer lå der en del tegninger, nogle udført af Anton Nielsen, andre af hans sønner, som i deres lærlingetid havde tegnet dem, mens de var elever på Teknisk Skole i Nakskov. To af disse tegninger var udført af tømrerlærling Johannes Nielsen, som i 1915 havde opmålt og tegnet stueplan og facade af Vejleby Asyl. Tegningerne viser en smuk og imponerende bygning på 200 m2 med en høj tagkonstruktion. Dette var ikke et hus bygget af almuen, men for almuen, et hus grevskabet værdigt.

Der skulle som omtalt være plads til 6 kvinder i huset, og de fire stuer ser da også rummelige ud, men de to yderste stuer i hver ende af huset virker temmelig smalle. Måske har enkelte af stuerne været beboet af to personer. En interessant detalje er det store rum, der på tegningen kaldes ”Skolestue”. Der er ikke fundet noget skriftligt om denne stue, men formodentlig har der været børnehave og måske forskole (pogeskole), ledet af asylet damer.

Omsorgen for almuens oplysning og dens børns skolegang havde greven arvet og ført videre efter sin berømte far, statsminister C.D.F. Reventlow. Indskriften på tavlen – som stadig findes, over asylets hoveddør - minder stadig om Reventlowernes sociale indstilling:

TILFLUGTSSTED
FOR DEN VÆRDIGE GAMLE
OG
FOR BARNET SOM TRÆNGER TIL BESKIÆRMELSE

Indre Mission holdt tidligere søndagsskole i asylet, formodentlig i ”Skolestuen”. I 1950erne var der ikke mere brug for asylet i dets oprindelige funktion. Grevskabet solgte hus og grund til tømrermester Anker Nielsen i 1957-58, og siden har det fungeret som privatbolig for skiftende ejere.

Omkring 2002 lod ejerne huset gennemgå en omfattende istandsættelse, og efter en håndværksmæssig fornem restaurering foretaget af to lokale håndværkere, fremtræder bygningen i dag næsten, som den så ud i 1845.


Finderen af guldhalsringen

Om finderen af Vejlebyringen og om Hellebankegaard kan tilføjes følgende: I årbogen for Lolland-Falsters Historiske Samfund 1928 skrev museumsinspektør Hans Kjær om fundet af ringen:
”… Findestedet omtales som ´øde og moradsig`, og det maa, saa vidt det nu kan ses af den gamle protokolberetning, være nær ved den ´Hellebanke`, efter hvilken Gaarden havde sit Navn. Finderens Navn er ikke oplyst, og det var der heller ingen Grund til; han var bedst tjent med at forblive anonym; det var vist nok Gaardmanden selv.”

Det må være fæstebondens ukyndige behandling af ringen, der forargede Hans Kjær, men ringen endte dog det rigtige sted, og efter alle de år må det være på tide, at Vejlebyringens finder kommer ud af anonymiteten: Det var med 99 procent sikkerhed gårdfæsteren på Hellebankegaard i 1845, Morten Hansen Kølle (1782-1858).

Hellebankegaard blev senere overtaget af sønnen, Hans Mortensen Kølle (1818-1865), der blev gift med Ane Kirstine Knudsdatter, moster til Kaj Munks mor, Mathilde Petersen. Deres datter Marie blev gift med Peter Munk fra Opager, og i 1903 optog Marie og Peter Munk den forældreløse Kaj Petersen i deres hjem og adopterede ham i 1916, hvorefter han bar navnet Kaj Munk.

Tidligere kaldtes Hellebankegaard ofte for ”Køllegaard” efter den nævnte Køllefamilie, således også officielt i værket ”Danske Gaarde”, som udkom i 1915.
Sammen med landsbyens gamle gårde og huse, der stadig er ramme om menneskers liv og virke, udgør Vejleby Asyl og dets historie en del af egnens identitet.

Kilde:
Baseret på en artikel af Søren Daugbjerg bragt i Rødby Lokalhistoriske Arkivs Årsskrift 2004.


Fund af guldhalsring

Det var et jordfund, et kostbart danefæ, der blev årsagen til, at Vejleby Asyl blev bygget.
Under markarbejde på Hellebankegaard (Trætteskovvej 2) fandt fæstebonden i 1845 en ring, som han uden at undersøge nærmere hængte på en hegnspæl. Om aftenen havde han ringen med hjem.

Han kunne ikke se, hvad ringen var fremstillet af og tog den med til landsbyens smed og lod ham se på den. Smeden huggede et stykke af for at se, hvad det var for et metal. Han kom dog ikke til noget resultat, men rådede finderen til at lade en kyndig i byen se på den.
Dette råd blev fulgt. Han gik dog ikke til guldsmeden, men på værtshus, hvor han viste ringen frem og var tæt ved at sælge ringen for ”en ringe sum”. En ung handelsbetjent, der også befandt sig der, fik dog overtalt ham til at vise ringen til købmand Sidenius i Maribo.

Stænderdeputeret og oldsagssamler Knud Bredenborg Sidenius (1802-56) var en kyndig person, der straks blev klar over, at det var et sjældent og kostbart fund, manden fra Vejleby kom med, og han fik ham til at aflevere ringen til Christian Detlev greve Reventlow på Christianssæde. Sidenius talte formodentlig med greven, og ringen blev afleveret til ”Oldsagskommissionen” i København.

I mange hundrede år havde den 530 gram tunge guldring ligget gemt i Lollands fede muld. Vejlebyringen er fra den yngre jernalder (5.-6- årh. e.Kr.). Den er nu et af klenodierne i Nationalmuseets samling af guldhalsringe.
Reventlow fik udbetalt ringens metalværdi, 513 rigsdaler, som han brugte til oprettelse af en stiftelse for gamle i Vejleby, ikke langt fra findestedet. Han skænkede et areal, der var stort nok til at bygge et asyl med have og et jordtilliggende, hvorpå der kunne holdes et par køer.