Historisk Atlas Historisk Atlas - Twitter Historisk Atlas - Facebook Hent Microsoft Silverlight Historisk Atlas v.5 Android app iPhone app
Velkommen til Historisk Atlas. For at få den fulde oplevelse på Historisk Atlas har du brug for Silverlight. Det tager lidt tid at installere, men vi mener det er tiden værd.

Du kan også se Historisk Atlas umiddelbart, hvis du vælger "Historisk Atlas v.5". Det kræver at din browser er rimelig ny og denne version er langtfra færdig, så forvent ikke for meget. Det er denne version du skal vælge, hvis du er nysgerrig efter hvordan fremtidens Historisk Atlas kommer til at se ud.

Har du mere lyst til at gå på opdagelse i Historisk Atlas på din telefon, synes vi du skal downloade Historisk Atlas til din iPhone eller Android.

Vi er som altid interesseret i kommentarer og gode forslag - fang os på Facebook, Twitter eller info@historiskatlas.dk.
iPhone app
iPhone
Android app
Android
© 2012 Historisk Atlas | sitemap

Astrid Kristensen, Vandel Ungdomsskole
Intro
Astrid Kristensen spillede en hovedrolle i oprettelsen af Vandel Ungdomsskole i 1948.

Personen
Astrid Kristensen blev født i 1910 i Hjortlund. Familien flyttede i 1917 hjem til Tingstedgård ved Billund (faderens slægtsgård tilbage til 1600-tallet). Som den ældste af en søskendeflok på 7, på en 200 tdr. land stor gård, var der nok af dagligdagsarbejde. Astrid blev da også hjemme efter hun blev konfirmeret. Hjemmet var meget præget af det Grundtvigske livssyn. Lysten til at læse, skrive, fortælle og have med mennesker at gøre fik Astrid til som 19-årig at tage på Askov Højskole. Derefter blev hun uddannet på Aarhus Tilskæreakademi. Hun virkede nu som kjolesynings- og håndarbejdslærerinde i en stor radius omkring Billund. Fra 1935-37 var hun lærerinde på Vivild Ungdomsskole, tog derefter på Elbæk Lærerskole, hvorfra hun blev færdig i 1941. Samme år blev hun ansat på Vojens Ungdomsskole. På grund af den tyske besættelse af skolen måtte denne lukke, og Astrid fik arbejde på Solhverv Præliminærkursus indtil efteråret 1945 – moderen var blevet syg, og Astrid tog hjem for at hjælpe til. Moderen døde i foråret 1946, og Astrid blev den følgende tid derhjemme. Men igen fik Astrid lysten til at skabe noget. Hun ville gerne gøre noget for den danske ungdom, som stod parat til ’at komme i gang’. Livet på ungdomsskolerne havde haft stor betydning for Astrid, og hun blev meget optaget af SELV at starte en ungdomsskole. Med en uddannelse i baghånden – hvilket på dette tidspunkt ikke var så almindeligt – købte Astrid og hendes 2 brødre, for egne penge, i 1947 den 70 tdr. land store ”tomme” gård i udkanten af Vandel (mod vest), Grindstedvej 37. Gården var under krigen besat af tyskerne, der brugte den til kostforplejning med køkken, biograf, spise- og festsal. Der blev lagt et kæmpe arbejde i at omdanne bygningerne til en skole. Det lykkedes, og skolen åbnede 5. november 1948 (byggende på det grundtvigske livssyn). Astrid siger selv, at tanken om at starte en skole ikke skyldes en løssluppen ide eller blåøjet naivitet, men en drøm og et stærkt ønske om en positiv indsats for de helt unge. Takket være Astrids fortræffelige evne til at være sammen med eleverne, holde kontakt til forældrene og ikke mindst at arbejde sammen med skolekredsen, overlevede skolen de første svære år (økonomisk). 1951 blev skolen omdannet til en selvejende institution, hvilket betød, at man kunne få statslån. Det hele blev derfor noget lettere. Der var stor aktivitet på og omkring skolen. Den store skolekreds bakkede godt op om skolens arrangementer, og lokalsamfundets foreninger – først og fremmest Ungdomsforeninger – havde gode år. Astrid gjorde et stort arbejde som underviser og ”skolemor”, holdt stadig kursus og foredrag rundt omkring og sled og slæbte med vedligeholdelsen af skolen både ude og inde. Hun havde været i bestyrelsen for Midtjyllands Landbo- og Husholdningsskole i Grindsted, og hun var som den første kvinde medlem af Randbøl Sogneråd fra 1954-58. Astrid forblev ugift og havde ikke selv børn, men var det helt naturlige samlingspunkt for familien samtidig med, at hun var der for eleverne. Utallige er de elever, der har betroet sig til Astrid og fået hjælp tilbage. Alle kan huske, hvad Astrid har læst og fortalt for dem. Til de årlige elevmøder blev der altid først spurgt efter Astrid – selv da hun de sidste år boede på Billund Plejehjem, fik hun blomster og besøg af gamle elever. Astrid gik på pension i 1978, men havde timer på skolen, indtil broderen (Thorkild Puggaard) holdt som forstander januar 1982. Hun blev boende i Hytten, der var hendes private bolig, og som ligger ved skolens indkørsel. Hun fulgte dagligt med i hvad der skete på skolen og glædede sig over dens udvikling. Astrid var også utrolig god til at formulere sig på skrift, og i alle årene har hun skrevet forskellige indlæg til skolens årsskrift, ligesom hun har skrevet beretninger om sit barndomshjem, sin familie og skolens historie. Vandel Ungdomsskoles 50-års jubilæumsskrift fra 1998 har mange sider skrevet af Astrid. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle opleve denne festdag. Hun var en af festtalerne, som hun havde været det til de andre jubilæer samt til alle åbnings-og afslutningsmøderne. Man kan ikke fortælle noget om Astrid uden at fortælle noget om Vandel Ungdomsskole eller omvendt. Hun gav hele sin sjæl til skolen og dens elever. Astrid døde i efteråret 2004 – kort før sin 95-års fødselsdag.