Agtrup Mølle i Sdr. Bjert


Agtrup Mølle i Sdr. Bjert, set fra luften.


Møllebakken med Agtrup Mølle fotograferet fra luften.

Intro

Agtrup Mølle, eller 'Vennermindet', står på toppen af Møllebakken nogle kilometer sydøst for Kolding. I tidligere tid lå her kun et bomhus, hvor der blev opkrævet bompenge for passage ad vejen, der nu ligger vest og nord for møllen.

Den første vindmølle i Agtrup blev opført på en mark mellem Agtrup og Skartved i 1847 af en mand ved navn Nielsen. Den var stråtækket og blev den 11. september 1873 ramt af et lyn og brændte ned til grunden. Den daværende møller, Nicolai Hansen, var ikke forsikret, men havde mange venner i sognet. Mange af vennerne hjalp ham med penge, som gave eller som lån, og møllen blev bygget op igen i 1876. Den stod nu som en smuk og solid bygning, der var en pryd for sognet. I taknemmelighed for vennernes hjælp kaldte mølleren sin nye mølle for "Vennermindet". Nicolai Hansen kunne alligevel ikke få det til at løbe rundt, og nogle venner kautionerede for et større beløb. En dag, da Nicolai Hansen havde været i Kolding for at få sin økonomi i orden, virkede han ifølge konens oplysninger glad og mente, at nu skulle det nok gå. I løbet af natten kom han dog i tanker om, at en af hans kautionister lige havde betalt et større beløb på grund af en anden kaution. Han blev så urolig, at han stod op for at gå ud og se til møllen. Da manden ikke kom ind igen, blev konen bange og gik ud for at lede efter sin mand. Hun fandt ham i laden, hvor han havde hængt sig. I sognet opstod der senere rygter om at "mølleren jo nok selv havde sat en tændstik til" og for at slippe for de ondsindede rygter, emigrerede enken og hendes børn til Amerika. I november 1946 kom der brev fra en søn af møller Nicolai Hansen i Amerika. Han beder sognepræsten i Sdr. Bjert om adresser på eventuelle arvinger efter dem, der i sin tid havde kautioneret for hans far. Han ville gerne tilbagebetale, hvad hans far var kommet til at skylde. På denne måde ønskede han at rense sin fars minde. Om det skete, melder historien ikke noget om. I 1884 blev møllen overtaget af Jeppe Boysen fra Bølling, og fra 1884 til1941 var møllen i familien Boysens eje. Den blev da købt af møller Chr. Warncke fra Sommersted. Mølleriet var nu ved at være en saga blot og i 1965 blev møllen købt af maskinfabrikken Sumas. Dengang var der mange, der viste interesse for at købe møllen til diverse formål, men det blev aldrig til noget. I 1969 kunne man så i avisen læse, at møllen med bygninger og 1 tdr. land ville komme på auktion i forbindelse med en indsamling til etablering af Bjerthallen. Det første bud skulle starte ved 150.000 kr., og under en gevaldig høstfest på gården "Toftedal" i Skartved skiftede møllen så ejer. Anlægsgartner Bent Nørskov løb af med "gevinsten" og indrettede planteskole pa grunden. Det er Bent Nørskovs fortjeneste, at møllen fik sat en ny hat på, og bygningen blev bevaret. Møllen blev i 1988 købt af familien Christensen-Dalsgaard. Agtrup Mølle står i dag uden krøjeværk, vinger, galleri og inventar og er ikke særlig interessant som mølle. Møllen er i privateje og kan kun ses udefra.