1864 Stormen på skanse 3
Indvendigt i skanse 3 efter stormen.
Udsigt fra skanse 3 mod Broager. Skanse 3 var åben på bagsiden, og derved let at storme.
I det fjerne Broager Kirke, med udsigt fra tårnet.
Billede af stormen med nærkamp.
Intro
Skanse 3 var den mindste skanse i rækken. Åben bag til og fremskudt. Skansen måtte have hjælp fra skanse 2 og 4 hvis den skulle forsvares. Selv om den blev erobret på 5 minutter, blev den heltemodigt forsvaret.
Skansen blev stormet af 6 kompagnier fra Brigade von Raven.
Da skanse III kun lå 335 skridt borte, øjnede livregimentet en
mulighed for at være den første afdeling der plantede den preussiske fane på skansen.
Den fremstormende skytteafdeling blev mødt af
opmærksomme danskere fra 2. regiment (nordsjællændere).
Foruden geværskud afgav kanonerne både fra
skanse III og IV et kardæskskud som
imidlertid gik mere ud over de bagved
stormende pionerer og arbejdere.
Kompagnichef kaptain von Seydlitz falder i løbet af de første 200 m,
ramt af skud. Hornist Korn fra 9. kompagni Leibregimentet plantede
den første fane på skansen 10.05, men blev ramt i samme øjeblik.
Fanen blev erstattet af hornist Kohlmeir, som fik æren for at være
den første preusser der plantede den sort/hvide fane.
Da skansen var rømmet, fandt de medfølgende artillerister 6 kanoner
som blev brugt til at beskyde Rolf Krake men ikke på flygtende danskere.
Stormkompagnierne forblev i skanserne og resten stormede videre mod brohovedet
Enkeltindivider kunne stadig gøre en forskel i et slag som det ved Dybbøl.
Sådan synes det i hvert fald at have været tilfældet i kampen om skanse 3.
Her er der blot 19 forsvarere, og kampen varer bare fem minutter,
før skansen falder. Alligevel lider prøjserne et tab på hele 148 mand
ved denne skanse, heraf 46 dræbte. Dette tabstal er næsten ikke til
at kapere, når man tager i betragtning, hvor få mænd danskerne havde inde i skansen.
Forklaringen på de høje tabstal hos prøjserne er dels, at danske delinger
skyder på kolonnerne fra løbegravene mellem skanserne, dels at
skanse 4 sender flere skud kardæsker ned over angriberne mod skanse 3.
Men tallet vidner også om en ufatteligt indædt modstand fra
skansens forsvarere — 19 mand! Den unge danske leder af
denne lille deling, korporal Smidt, nedskyder den første modstander,
som forsøger at plante et flag på skansen.
Så myldrer det ind over skansemurene. Der kæmpes mand mod mand —
den danske skare trænges op i en krog.
Da der kun er ni levende danskere tilbage, overgiver de sig.
Den samtidige tyske krigshistoriker, grev Waldersee, konstaterer tørt i sin bog
Der Krieg gegen Dänemark, at der skal en
,,sjælden grad af energi og dygtighed til for at forsvare
en stilling så succesfuldt med så få mænd”.
Eller rettere - en sjælden grad af vanvid.