1864 Stormen på skanse 4


Da preussere trænger ind i skansen. Fanen var vigtigt pejlemærke og samlingspunkt.


På skanse 4 blev der rejst et monument, der symboliserede preussernes sejre over Danmark, Østrig og Frankrig. Monumentet rejstes i 1872, eet år efter at det tyske kejserrige var blevet til.


Sådan så skanse 4 ud efter stormen, læg mærke til rullebroen som danskerne havde "glemt" at rulle ind inden stormen.


Her venter preusserne på angrebet, klokken er snart 10, så er ventetiden snart forbi.


Det indvedige af skanse 4 efter stormen.


Her bliver reserven indsat. De preussiske soldater har "Pikkelhuer" på hovedet. Selve stormtropperne havde huer på.


I et mellemrum mellem skanserne venter danskerne på angrebet. Preusserne afgav ca. 8000 granater den 18. april mellem klokken 0400 og 10.


Preusserne fejrer sejren.


Billedet er taget lige efter bortsprængningen af det store monument fra 1872. Monumentet fik lov til at stå på pladsen fra 1872 til 1945.


Billedet viser preussisk soldater fra 1864. Soldaten i forgrunden er pioner og havde bl.a. til opgave at bortsprænge palisadepælene omkring skanserne.

Intro

Af de 10 skanser på Dybbøl Banke i 1864, var skanse 4 den største og vigtigste. Skansen lå lige foran møllen, og udgjorde rygraden i forsvaret. Skanse 4 kæmpede indædt og holdt stormen ud i ca. ½ time, hvor øvrige skanser holdt ud i 5-10 minutter.

Stormen

Skanse 4
4 kompagnier fra Brigade Goeben 8 kompagnier fra Brigade Schmidt

Skanse IV blev betragtet som hovedskansen i Dybbølstillingen,
derfor havde preusserne afsat 12 kompagnier til stormen.

Angrebet af skanse IV var lagt i hænderne på oberst Freiherr
von Buddenbrock, der et par år efter blev udnævnt til generalmajor.

Opstillingen var 2 skyttekompagnier, 1 pioneerkompagni, 1 arbejderkompagni og 3 stormkompagnier. Derudover var der 5 stormkompagnier i reserve.

Da skyttekompagniet stormede var det kun den ene fløj der
havde den rigtige retning, den anden fløj drejede af mod skanse IV.
Dette blev dog korrigeret ved stormkompagnierne.
De preussiske stormkompagnier måtte holde et hvil
undervejs ad de 625 skridts strækning.

Med i angrebet er løjtnant Spinn, som leder 5. regiments hårdt ramte
1. kompagni. ,,Allerede da vi springer ud afparallellen, styrter to sårede ned,”
fortæller han i en forbitret beretning om angrebet.
,,Kardæsker sprænger til højre og venstre for os.
Jeg er omkring 30 meter fra skansen, så synker de fleste af mine folk ned, og fuldstændigt forpustede siger de: ‘Vi må hvile, hr. løjtnant.’ De dækker sig med sandsække så godt,
som det nu kan lade sig gøre. Jeg ser mig tilbage mod mine tropper
bag mig og opdager, at mange af dem ligger døde og sårede på jorden ...
Efter bedste evne forsøger jeg at opmuntre mine folk.

De springer op igen, nogle af dem styrter og falder hen over cæsarpælene.
Også jeg falder — og en råber, ‘åh, løjtnanten er såret’.
Men jeg viser dem, at jeg stadig lever.
Skriger: ‘På med bajonetten ... fremad, fremad’ ...
et brøl lyder fra soldaterne og blander sig med de såredes jammerskrig.

Gennem fire nedhuggede palisader stormer folkene,
og jeg maser mig igennem et hul i to af os sammenskudte palisader;
dårlig nok er min overkrop igennem, før en granatsplint
smadrer palisaden ved siden af mig.
En dansker stormer frem mod mig, men heldigvis med geværet på tværs.
Jeg griber ham om halsen, og han lader sit gevær falde og beder om nåde.
Alle danskere, der gør modstand i skanserne, og som ikke straks overgiver sig,
bliver nedslagtet ... omkring kanonerne ligger døde artillerister strøet,
officerer og menige side om side.
Selve opstigningen af skansen foregik dels fra fronten,
men også fra siden der vente ud mod skanse III.
Underofficer Grothe fra pioneerbatallionen var den
første med fanen på skansen.
Løjtnant Löbbeke var den første i skansen og
kom straks i klameri med besætningen.

Kaptain Lundbye ville ikke overgive sig, men angreb
musketeer Testroet og tog ham i struben, det var det
sidste kaptainen oplevede da sergent Grothuus
trængte frem og stak ham i ryggen.
En svensk frivillig løjtnant Akerhjelm ville heller ikke bede
om pardon, og en preussisk officer råbte ”Skån de tapre”.
En dansker måtte springe på svenskeren og bære ham ud af kampen. De danske artellerister ville heller ikke overgive sig, de blev dræbt ved kanonerne.
Man fandt 14 kanoner, hvoraf 5 kunne bruges.
De preussiske artellerister gjorde straks klar til skud,
men kunne ikke bruge kanonerne mod flygtende danskere
da egne styrker allerede står mellem møllen og brohovedet.

Der faldt en underofficer Karl Maria Rintelen der
havde meldt sig til eet års frivillig tjeneste.
Rintelen havde allerede udgivet mange historisk
filologiske værker som blev brugt i tysk historisk forskning.
Skanse IV kostede preusserne 11 officerer og 158 mand.

Grashoff: 10 Wochen in Sundeved.
Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl


Forsvaret

Ved skanse 4 synes alle deltagere da også
at miste besindelsen, mens kampen står på.

De første prøjsere, der når ind i skansen, befinder sig i en adrenalinrus:
De dræber blindt. Danske soldater, der har overgivet sig, nedskydes uden nåde.
Men lad os spole tilbage til angrebets start.
Noget går galt for prøjserne med det samme ved skanse 4.
På grund af den større afstand til skansen har de 70 forsvarere
i selve skansen tid til at komme på plads og til at sigte og skyde
og til at lade og til at skyde igen.
Samtidig ligger det meste af et 140 mand stærkt dansk
kompagni nede i løbegraven mellem skanse 3 og 4, som
også skyder mod de fremrykkende fjender.

Der opstår forvirring hos angriberne, da to af kolonnens
ledende officerer dræbes ved angrebets begyndelse.
De prøjsiske angrebskolonner har ordre til at dele sig i to styrker,
hvoraf den ene skal rykke frem til højre og den anden frem
til venstre for skanse , således at man undgår et frontalt angreb.
Men i forvirringen løber den ene styrke frem mod en forkert
skanse og deltager i stedet i kampen om skanse 3.
Det samme gør de efterfølgende stormkolonner,
som også skulle have angrebet skanse .
Blindt følger de dem, de har foran sig.

Danskerne i skanse får hermed et pusterum. Eller det er for meget sagt.
De har i begyndelsen en noget mindre styrke imod sig end de andre skanser,
og de danske skytter kan for en tid holde prøjserne stangen.
Nogle danskere står endda oppe på skansekronen, hvorfra de skyder ned mod angriberne.

Kampen er ude af kontrol. Den danske øverstbefalende i skansen,
kaptajn Lundbye råber til sine mænd, at de skal overgive sig.
En prøjsisk soldat løber frem mod ham og skyder ham i brystet.
Andre beretninger siger, at kaptajn Lundbye slås ihjel med en geværkolbe.

I alle tilfælde: Kampen genoptages, og snart er der tale om en massakre.
Danskerne vil overgive sig og smider deres geværer.
Men de skydes ned af prøjsere, der står tæt på dem.
En svensk frivillig løjtnant kæmper videre mod
overmagten med en håndfuld af sine folk;
han får en kugle gennem kinden og synker om.

Artilleristerne vil heller ikke overgive sig; de har ikke
fået fornaglet lle kanoner. Nu nedskydes artilleristerne,
og myrderiet fortsætter, indtil prøjsiske officerer får blodrusen standset.