1864 Frederik Hansen


Frederiks fødehjem


Kort over Frederiks boliger


Frederik ved Fredericia


Fødehjemmet idag


Frederik- og Cathrines grav


Krigsfanger


Her døde Frederik 1810


Nybøl Kirke

Intro

Dette er beretningen om en soldat fra 1864. Fortællingen er uddrag af soldatens dagbog. Frederik blev født i huset på Præstevænget 1 i 1830. Han blev indkaldt som forstærkningsmand jan 1864. Krigen varede tre måneder, så blev han taget til fange.

Barndom

Dengang, i 1830, var Frederiks far og mor, Hans og Anna Magdalene, lige flyttet til byen fra Skodsbøl sammen med Frederiks to ældre søstre, Cathrine Marie på 6, og Anna på 3 år. I Skodsbøl boede den lille familie hos bedstefar Friedrich Hansen, der i mange år havde været skrædder i Egernsund. Farmor Kathrine Marie havde hjulpet med at passe de to små piger, men nu måtte de nøjes med mor og far. Nu var der ikke mere plads i det lille hjem i Skodsbøl, da Anna Magdalena ventede den lille Fritz, som de ville kalde ham. Morfar Thomas, og mormor Anna Lund passede kroen lige ved siden af kirken i
Nybøl, så ind i mellem blev pigerne også passet hos dem.

I 1837 kom den store dag, hvor Fritz skulle i skole. Det gik smertefrit, da begge de store piger gik der i forvejen, så de tog bare Fritz med derhen på dagen.Tre år efter tog de alle bare lille Anna Magdalena med en morgen, og så var de alle samlet i skolen hver dag.
Hvert år skulle børnene hjælpe hjemme på kådnerstedet om efteråret. De ældste gik hjemme på skift, én uge ad gangen, når kartofler skulle samles eller andet ordnes. Kådner Hans Hansen og hustru var ganske godt tilfredse med.

Nu begyndte Fritz at gå til præst for at blive konfirmeret. Fritz var 15 år gammel, og hos præsten var han sammen med seks drenge og otte piger, der havde samme ærinde. Den 5. april 1846 blev Fritz konfirmeret, hvilket var en stor dag. Konfirmanden havde samtidig 16 års fødselsdag. Den dag blev der festet på Præstevænget 1.


Hjemsendelse

Den 16. august om morgenen stod de sidste tapre danskere til morgenparade. Der blev meddelt dem, at i dag skulle de have fri. Senere på dagen fik de ordre til at bringe uniform og støvler i orden, da de skulle rejse kl. 19 aften. Dette gjaldt de seks slesvigere i kassematterne og den ene på lazarettet. Da vi steg på toget, udråbte løjtnant Brixen tre kraftige hurra.

Den 17. august klokken 10 ankommer toget til Berlin. Fra banegården marcherer danskerne ad Neu Friedrichstrasse gennem Königsstrasse, videre Unter den Linden forbi kronprinsens slot og kommandantskabet. Da de var kommet forbi Brandenburger Tor og gennem Wilhelmstrasse, sluttede marchen på Potsdammer banegård. Klokken 12 afgik toget til Magdeburg med ankomst klokken 4.

Den 18. august samledes alle fanger fra forskellige fængsler på kasernen, og efter et måltid mad fortsatte man med toget klokken 18 om aftenen.

Den 19. august klokken 9 var toget i Lübeck. Her fik fangerne 45 lybskskilling i rejsepenge, og så skulle de selv befordre sig hjem. På banegården betalte hver 42 lybskskilling for at komme til Hamburg, resten, tre skilling, skulle så række en sidste del af vejen hjem til Nybøl.
Nogle fanger sluttede sig sammen og ville hutle sig gennem Holsten. Frederik slog sig sammen med Lorenz Jensen, der havde så mange penge, at de to kun skulle gå hjem fra Flensburg. Det var fire fanger, der kom med toget i Altona med ankomst Flensborg kl. 23 om aftenen. I Flensborg var der seks mand, der hyrede en enspændervogn til Sønderborg.

Frederik Hansen kom hjem til Præstevænget 1 den 20. august kl. 7 morgen. Den lille familie gjorde store øjne, da Frederik stod i døren, han blev modtaget med jubel af sine tre små børn. Og nu skulle der fortælles, efter at bedstefar og bedstemor på begge sider var forsamlede. Nu var det godt, at den brune læderdagbog var med tilbage i tasken.


Efterkrigstiden

Da Cathrine igen var svanger i 1869, skulle familien tænke på at finde et større hus at bo i. Frederik havde oparbejdet en lille murermesterforretning og var ikke fattig, så derfor havde han penge til et hus, der var blevet ledigt på Skolevænget 22 A, lige ved siden af. Huset var betydelig større, og her kunne hele familien, både gamle og unge, være. Huset var et indsidderhus i toften fra bolet Højgaard. Samtidig kunne huset på Præstevænget sælges til en mand, der hed Peter Petersen. Det gik rigtig godt for familien Frederik Hansen.

Efter overtagelsen i 1870 var Frederik hovedsagelig beskæftiget med murerarbjde. Alle betragtede ham som murermester, og mange skulle have bygget hus.

Den 6. april 1903 dør Frederiks kone, mor til otte børn, og begravet i Nybøl ugen efter. Det er meget svært for Frederik at komme sig efter dette tab, mendet hjælper, at han bliver passet og plejet af Birthe og Christian samt børnebørn, der bor i huset.

Den 8. april 1910 om aftenen kunne både Christian og Birthe se, det ikke stod godt til med Frederik. De sad hos ham hele aftenen, og tidligt blev Frederik bevidstløs. Da Christian så til sin far kl. 3.00 om natten, var han død, 80 år gammel.

PS: Christian bygger sig nu et hus på Skolevænget 15 i Nybøl og sælger sin fars hus, som de har boet i indtil nu.Tre år senere flytter familien til Stenderup og skaffer sig et aftægthus dér. 1924 overlader Christian huset til sin ældste datter, Chatrine og Peter Hansen Moisen.
Christian Hansen dør den 10. juli 1955 som enkemand på Ragebøl plejehjem. Datteren Cathrine og Peter flytter senere til Rendbjerg. Efterkommerne, barnebarn og oldebarn, bor i dag i Egernsund

Henvisning:

Frederik Hansen: Dagbogsblade fra 1864
Arne Jessen: Diverse kirkebøger fra Nybøl Sogn
Oplysninger fra efterkommere


Indkaldelse

Forstærkningsmand Frederik Hansen, Nybøl,
20. regiment, 6. kompagni nr. 453
Frederik Hansen på Præstevænget 1 i Nybøl tog det ganske roligt, da indkaldelsentil forstærkningstjeneste kom. Han havde været indkaldt til aftjening af sin værnepligt i 1853 i Flensborg. Dengang havde han godt nok ikke været gift med Cathrine fra Blans, men han syntes ikke, strabadserne var noget at snakke om. Dennegang var det dog alvor, og det var jo en stor og stærk modstander, som hæren var imod, så familien mente, at der skulle passes på. Frederiks far sagde, at når man var slesviger, så kæmpede man for konge og fædreland. 1849 havde preusserne fået snuden fuld, og det samme kunne vel ske igen. Frederiks mor mente, at kamphanerne nok skulle komme til fornuft! Det, Frederik syntes var værst, var at undvære sine tre børn. Nu måtte Cathrine jo
passe på hjemmet.

Indkaldelsen var til det 20. regiment, som var placeret i det centrale forsvar af Dannevirke. Soldaten kom derfor først frem til sit regiment efter rømningen og tilbagetrækningen.
20. regiment var en del af 8. brigade (Scharffenberg), der foretog det blodige udfald fra brohovedet den 18. april om eftermiddagen. Her blev soldaten taget til fange og ført til det lille fyrstendømme Schweidnitz i Nieder Schlesien.


Ungdom

1852 dør Fritz’ farfar, der er enkemand og flyttet til Præstevænget i Nybøl.
Fritz, eller Frederik, som der stod på indkaldelsen til værnepligten i 1853, var glad for, at der skete noget i tilværelsen. Knægten var vokset godt til i løbet af årene og var blevet kraftig og stærk ved at hjælpe til hjemme og på andre kådnersteder i Nybøl.

Den 30. maj 1853 rejste den unge mand til Flensborg for at melde sig til tjeneste. Inden han tog hjemmefra, besluttede han sig for at medbringe en lille brun, læderindbundet lommebog, som han havde erhvervet sig. Frederik ville skrive dagbog om opholdet under indkaldelsen, så var det nemmere at fortælle om det, når han kom hjem.

Frederik Hansen skriver:
” Den 30. Maj 1853 rejste jeg til Flensburg og meldte mig til Melitairtjeneste. Hvorpaa jeg straks fik Quarteer hos Jens Mørck i Sct. Jørgen Bye. Hvorefter jeg stillede om Eftermiddagen og blev overskreven til 4. Jægerkorps 1. Compagnie og fik No. 46. Hvorpaa vi straks blev udkommanderet
paa Exeseerplassen for at sværge til Fanen, og fik orlov til at møde på Exeseerplassen neste Morgen den 1. Juni Klokken 51/2.”

Der blev indbudt til bryllup i Nybøl Kirke den 6. juli 1860. Der var mange mennesker, og Frederiks far kunne meddele selskabet, at det smukke par havde overtaget huset på Præstevænget 1 af sin forældre, der bliver boende. Parret var klar til at passe forældre, og Anna Magdalena kom til verden den 2. oktober 1860. Frederik og Ellen var flittige mennesker, og huset blev sat i stand. Nu havde Frederik lært så meget håndværk, at andre godt ville have ham til at reparere hus og sætte bygninger i stand. Nu gik det hele, som det skulle for den lille familie. Som en selvfølge indfandt
barn nr. to sig. Det var lille Cathrine Helena, der så dagens lys 30. marts 1862. Nu havde de én nyfødt og én på to år. Ellen var vant til at arbejde, og Frederik var ved murerarbejdet. Frederiks far passede den lille parcel, der hørte
til huset.


Soldat i krig

Familien var opmærksom på rygter og andre oplysninger fra København og Flensborg. Der var noget i gære. Københavnerne ville have Danmark til Ejderen. I Haderslev havde Frederik hørt, at der var en mand, der hed Lauritz Skau, der ophidsede folk til at forlange Danmark udvidet til syd for Slesvig. Rygterne bredte sig til Nybøl. Nu skulle der være krig som for 15 år siden.Nogle få var tyskervenlige og mente, at det var på tide med tysk i skolen og i kirkerne. Andre var mere til Danmark og mente, at det gik helt fint.

Udover Frederik Hansen var der også Smed Mikkelsen, Mathias Kaad tillige med Frederik Wilhelm Ankersen fra Stenderup, som også var indkaldt senere som forstærkningsmand. Ellen og børnene kunne - med lidt hjælp fra de gamle - nok klare dagen og vejen. Der var også sparet lidt op til dårlige tider!

Om morgenen den 18. tog Frederik varm afsked med alle i huset og traskede mod Sønderborg, 34 år og far til tre børn. I sin rygsæk havde han sin gamle brune læderdagbog, som han ville fortsætte med at skrive i. Da Frederik passerede Bøffelkobbel på sin vej ud, vidste han ikke, at tre måneder efter gik det den anden vej med preussere på begge sider. Fra den 18. januar til den 30. januar bliver Frederik Hansen indkvarteret i Vester Sottrup og bliver nødtørftigt uddannet. Frederik får lov til at gå hjem om aftenen og stille næste dags morgen. Den 31. januar kommer han med dampskibet fra Sønderborg til København. Her bliver Frederik søsyg i en storm og måtte op på dækket. Frederik betalte en matros 3 mark for leje af en køje, fordi han frøs så forfærdeligt. 1. februar lagde skibet til ved Toldboden, og alle blev udskibet. Nu går turen med jernbane til Korsør, hvor han indkvarteres.
Herfra sejlede vores soldat til Kegnæs og ankrede op for at sejle tilbage til Sønderborg den 16. februar.

Nu marcherede de til Sundsmark for at blive indkvarteret Næste dags aften stod Frederik i Fredericia. Det lykkedes at blive indkvarteret trods trængsel i gaderne. Næste dag, den 21. februar, blev alle stillet op på Rådhuspladsen og inddelt i regimenter. Frederik kom i 20. regiment, 6. kompagni og fik nummer 453. Den aktive tid i krigen startede med forposttjeneste. Frederik klager over uvejr og våde fødder. De lange støvler kunne ikke klare at stå i slam i 48 timer. I fritiden kunne de krybe ind i en åben lade med lidt halm.


Soldat i kamp

Den 8. marts beskriver Frederik Hansen sit første møde med fjenden. Da kompagniet lige var kommet på forpost ved Krybily, blev de angrebet af preusserne. Frederik fortæller om preussiske granater, der slår ned i en mose ved siden af og gjorde ingen skade. Da kompagniet var næsten omringet, måtte de trække sig tilbage gennem en skov og over en mark i dynd til knæene. Nu måtte de løbe alt det, de kunne til Fredericia. Frederik fortæller også, at 1. kompagni var med i tilbagetrækningen og flygtede mod Erritsø, men blev afskåret og tilfangetaget. Kun otte mand kom tilbage.

Den 11. april klokken 3 om eftermiddagen kom Frederik til Faaborg og blev indskibet. Hele styrken kom til Høruphav om aftenen og marcherede straks til Viby. Frederik fortæller, at han blev efterladt hos bagagen og blev ikke indkvarteret før sent på natten. Kompagniet blev tre dage i Viby, marcherede til
Sønderborg den 14. april og kom straks på forpost på Dybbølsiden. Enheden lå i reserve bag skanse 8, hvor granaterne suser om ørerne, som Frederik skriver i sin dagbog. Dagen efter blev kompagniet reserve mellem brohovedet og skanserne.

Den 16. og 17. april var Frederik på forpost uden for skanse 8 og havde nu kun 4-500 meter til preusserne. Af dagbogen fremgår, at der var det bedst, for her regnede det ikke med granater. På selve angrebsdagen, den 18. april, var 20. regiment reserve mellem skanserne og brohovedet. Frederik beskriver opholdetrædsomt, som at være midt i den stærkeste torden.


Tilfangetagelsen

Nu beskriver Frederik Hansen, hvorledes fangerne blev ført fra skanserne over Bøffelkobbel gennem Nybøl til Gråsten Slot. Da transporten nærmer sig Nybøl, beder Frederik en officer om tilladelse til at besøge sin kone og sine børn på Præstevænget. Tilladelse blev givet, i følgeskab med en husar, og
Frederik skynder sig hjem ad den gamle vej til Gråsten, nemlig ind ad Tingvej, bag om kirken, forbi den gamle skole og degn Bundesens hus, ned ad Skolevænget og hjem.

Nu gik turen ad Præstevænget mod den nye chausse til Gråsten. Frederik nåede sin fangetransport, inden turen fortsatte til Gråsten Slot. På slottet blev der opstillet vagtposter, så fangerne ikke ville stikke af. Efter en tid blev fangerne drevet ind i et større rum og fik udleveret et stykke flæsk og et stykke brød. Herefter begyndte ”udplyndringen”; alle, der havde to par støvler, fik frataget
det ene par. Alt andet, undtaget det nødvendige, blev frataget dem.

Frederik skriver, at natten til den 23. april kører de 28 mil og får gaver ved flere stationer. Frivillige preussere kaster gaver op i vognene til dem. Det er især brød og cigarer. Frederik skriver, at han har støvlerne fyldte med cigarer. Nu ser fangerne for første gang de høje bjerge i landskabet, 5000 m med evig sne, inden de klokken 17 ankommer til Schweidnitz i Slesien.


I fangeskab

Frederik Hansens fangegruppe fik tildelt en preussisk løjtnant der hed Brixen, som ofte tog dem med ud at spadsere. Den 26. april spadserede de ud til nogle høje bjerge, der lå ca. 1 mil uden for byen. Bjerget hed Suptenberg, det højeste i Slesien, og har et lille kapel på toppen. Turen kan klares på to timer. Den 29. april kom der 18 danske fanger hertil, og den 1. maj kom 16 sårede, men
som var helbredt i Rendsborg.

7. maj var man også på en tur igennem byen Weigenrode, hvor alle slesvigere lod sig fotografere. Preussen er til stede ved en gefreiter, ellers er der:
Fra Sønderborg: guldsmed Frederik Wilhelmsen og murer Hans Chr. Christensen.
Fra Als: Peter Petersen, Lauensby, tjenestekarl Jørgen Jørgensen,
Svenstrup. Fra Sundeved: Hans Chr. Hansen, Broager Mark, Lorenz Jessen,
Dynt, boelsmand Chresten Christensen, Blans, snedkermester Asmus Poulsen,
Blans, vores egen Frederik Hansen, Nybøl, smed Christian Clausen,
Rønshoved, arbejdsmand Boni Petersen, Bau, skomagersvend Peter Wilhelm
Møller, Tørsbøl, skrædder Mathias Sørensen,Westerbau, arbejdsmand Lauritz
Nissen, Øster-Lindet.

3. juli kom der 480 fanger til Schweidnitz fra Als. Preusserne var gået over Alssund, hvilket Frederik og de andre ikke rigtig kunne tro. Frem til den 17. juli var Frederik og tre andre på arbejde i en lille by der hed Schönbrunn. Frederik og de andre var nu godt ”hjemme” i området og havde tjent penge
på tøfler, stylter og kegler m.m., så de førte et godt liv med rigelig føde og våde varer. De kunne tillade sig at gå på kro og more sig. Mange steder - fortæller Frederik - betalte lokalbefolkningen gildet.

Fra den 1. august blev der åbnet for hjemsendelse. Den 6. august blev seks slesvigere hjemsendt - Frederik Hansen synes, det er trist, for nu er der kun seks tilbage. De næste 14 dage går med lidt arbejde, bl.a. stylter til kommandanten, ellers de frivillige spadsereture. Den 15. august om eftermiddagen fortalte en preussisk gefreiter, at han mente, de skulle rejse hjem i morgen. De danske havde ikke meget tiltro til ham!