1864. Beslaglæggelse af møllerens hus
Mølleejer Claus Hinrich Clausen, Broager Mølle. 1805-1883.
Broager Mølle omkring 1864. Møllen og hovedbygningen brænder den 21. september 1925. Her indkvarteres general Canstein med sin stab i 1864. Billedet bringes med tilladelse fra familien.
Maria Cathrina Clausen, født Hansen. (1800-1872). Møllerens anden hustru, der var svagelig efter mange års hårdt slid.
Generalløjtnant Phillip Carl von Canstein, der med sin stab flyttede ind hos møllerfamilien i Broager. Han var højt dekoreret, bl.a. efter eribringen af Dybbølstillingen den 18. april
Generalløjtnant Freiherr von Canstein i feltuniform. Ved stormen den 18. april stod hans 11. infanteri-brigade i reserve. Den blev sat ind i kampene kl. 11, men da var det værste overstået.
Intro
Hovedbygningen på Broager Mølle er så stor og rummelig, at den bliver beslaglagt som kvarter for den prøjsiske general Philipp Carl von Canstein og dennes stab på 17 personer. Møllerfamilien må dele hus med og servere mad for de indkvarterede,
Beboerne i Dybbøl by og på de spredte gårde foran de danske skanser, er ganske klar over, at de skyndsomst skal bort, da Dannevirkestillingen forlades den 5. februar. De husker alt for godt sidste gang, under treårskrigen, hvor der kæmpedes ved Dybbøl. De flygter naturligvis de steder hen, hvor de har aftaler, venner eller familie boende.
Jens Christensen fra Ragebøl kommer således med en del af sit indbo, 16 malkekøer og fire heste til Broager Mølle. Det er naturligvis begrænset, hvor meget foder de kan have med. (Jens Christensens gård blev ødelagt, men genopbygget efter krigen).
De første, der flyttede ind i møllerhuset, var et jægerkorps fra Berlin med major von Witzleben som kommandant. Nogle dage senere kom general Cansteins adjudant til møllen for at besigtige faciliteterne. Han beslaglagde det hele til sin general.
Generalløjtnant Canstein ankom et par dage senere med en stab på 17 personer, heriblandt adjudanten, fem skrivere og ordonnanser, samt en vogn og 7 heste. Generalen forlangte fuld forplejning til sig og sin stab og betalte 1.50 mark pr. dag pr. person.
Man kan kun forestille sig, hvordan det vil være at få sit hus beslaglagt og selv måtte flytte sammen i den ene ende. Man skal finde sig i, at der går fremmede rundt i sine stuer, der ikke bare bestemmer, men som man skal behandle med en vis ærefrygt.
Der er nu ikke så meget, der tyder på, at mølleejeren er blevet helt føjelig, og han holdt ikke op med at blive vred, når der skete overgreb på hans ejendomsret. Men det nyttede ikke så meget. Han måtte f.eks. finde en anden plads til sine heste for at kunne huse generalens. Det er han sur over.
Husstanden består af mølleejer Claus Hinrich Clausen og hans anden hustru Maria Cathrina, der er noget svagelig.
I huset bor yderligere en ugift datter på 28 år, Christiana Clausen (der blev gift den 22. juli 1864 med en fætter og flyttede til Norge)
Så bor der en ugift søn på 26 år, Christian August Clausen, der arbejder på møllen. En yngre søn, Hans Clausen, 22 år, er uddannet bager og bestyrer af faderens nærliggende bageri.
Endelig sønnen, Jørgen Clausen, 24 år, der er en erfaren maskinbygger og som bl.a. sælger de hørbearbejdningsmaskiner, som faderen har udviklet og har patent på. Så er der sikkert et par tjenestepiger i huset til at hjælpe til med husholdningen.
Et par uger efter, mølleren har fået ufrivillige logerende, bliver mølleejer Clausen kommanderet til Gråsten. Under opsyn af to menige, køres han dertil. Han kommer i forhør hos en major von Blumenthal, og her skal han læse højt fra et brev, stilet til Clausen fra hans kommissionær (handelssamarbejdspartner) i København. Han er glad for, han ikke skal oversætte hele brevet, der er fyldt med hadske udfald med prøjserne.
Han får at vide, at fremtidige breve fra Danmark kun må indeholde rent forretningsmæssige sager. Herefter bliver han kørt til den nyslåede pontonbro ved Egernsund og får lov til at gå over.
Da han kommer hjem sent samme dag, må han finde sig i, at hans logerende, generalløjtnant Canstein og hans adjudant spydigt lykønsker ham med, at han er kommet så hurtigt tilbage. Det havde de ikke regnet med.
Tre gange bliver Clausen arresteret for at få brev fra Kongeriget, og det harmer ham, at han skal stå ret for det prøjsiske militær i den anledning, da han ingen indflydelse har på, hvad hans breve fra København indeholder.
Der er kommet rigtig mange heste til Broagerland med den prøjsiske hær. Halm, som man skærer til hakkelse, er overalt en mangelvare. Mølleren har noget utærsket hvede liggende, men da hakkelsesmaskinen står ovenover stalden, hvor generalens heste er opstaldet, forbyder generalens adjudant, at Clausen bruger maskinen. Han er sikkert bange for, at hestene skal blive bange af støjen. Halmen må så skæres i stykker på anden vis, men lige så snart det er blevet lavet til hakkelse, bliver det stjålet af soldater fra den nærliggende Hørfabrik. Clausen forlanger beskyttelse for den slags af adjudanten, men det nægtes han, så Clausen bliver meget skuffet og vred på adjudanten.
Efter stormen på skanserne den 18. april kommer hustruen til Hans Petersen fra Mølmark for at bede sin mand løsladt fra arresten, hvor han er tilbageholdt. Han har måske været under mistanke for at samarbejde med danskerne, men nu mener konen, at han da ikke mere kan være farlig, når danskerne er borte fra Dybbølstillingen. Clausen vil godt tale med generalen om det, men vil ikke spørge adjudanten om adgang, hvorfor han beder sin datter om at forelægge problemet for generalen. Det gør hun ved at bruge en bagdør til generalens kontor, så hun går udenom adjudanten.
Det viser sig, at generalen for 8 dage siden har beordret Hans Petersen løsladt, men den ordre har adjudanten ikke udført.
På den måde fik Clausen lidt hævn over en ubehagelig adjudant.
Efter Krigen, hvor Claus Hinrich Clausen fra Broager Mølle er i Berlin for at søge krigsskadeserstatning for sine tab under prøjsernes besættelse, opsøger han Philipp Carl von Canstein, der på det tidspunkt er guvernør i Berlin. Under samtalen beklager Clausen sig over de gange, han er blevet arresteret, da han mener, det var urimeligt. Han kan ikke stå til ansvar for, hvad folk skriver til ham i deres breve.
Mon ikke den tidligere general og logerende har givet ham ret?
Møller Clausens bestræbelser på at få dækning for nogle af de dokumenterede tab han har lidt under prøjsernes ophold på Broagerland, krones desværre ikke med held.
Kilde: Jürgen Hansen, 2013 : Claus Hinrich Clausen, Broager Mølle