1864, Granatulykken ved Gammelmark
Granatstumpen, der passerer hen over hovedet på den fire år gamle dreng, og borer sig ind i chartollet. Foto: Chr. Frederiksen
Den anden granat fra 1864, som senere blev fundet ved gården, stammer fra Skandse 2. Foto: Chr. Frederiksen
Her ses den 52 år gamle Jens Peter Clausen, der som 4 årig nær var blevet slået ihjæl af granatstumpen. Han har sin hustru på sin højre side, og står her foran det nyopførte stuehus fra 1899
Del af en vognport med indhuggede navne på de prøjsiske soldater, der var indkvarteret på gården. Findes i dag i museumsdepot.
Dyntvej 103, fotograferet omkring 1970erne
Intro
Uforsigtig omgang med en ueksploderet dansk granat dræber en tysk soldat og lemlæster kammeraten i 1864
Da de danske tropper forlod Dannevirke og trak sig tilbage til Dybbølstillingen i begyndelsen af februar måned 1864, blev Broagerland inddraget som udgangspunkt for preussernes angreb på de danske forposter foran skanserne. Preusserne slog to pontonbroer over til Broagerland ved Egernsund, så de kunne føre tropper og artilleri over det smalle sund.
Ved at angribe de danske forpoststillinger fra Broager-og fra Nybølsiden, blev de danske stillinger bag hegn og nedbrændte huse mere og mere usikre. Langsomt fik preusserne overtaget gennem den ene træfning efter den anden, og danskerne måtte, ofte med svære tab af døde og tilfangetagne, afgive terræn foran skanserne til preusserne.
I slutningen af marts blev den første parallel gravet ved foden af Dybbølbjerg, og Broagerland var nu et sikkert sted at opholde sig for preusserne, uden mulighed for danske angreb, der kunne fange preusserne i en fælde på halvøen.
Under stort møje og besvær fik prøjserne lavet deres kannonstillinger ved Gammelmark, hvorfra de kunne skyde på de danske skanser tværs over Vemmingbund. Det var disse fire batterier på Gammelmark, der gjorde det muligt for prøjserne at få ro til at grave parallellerne.
Fra gården, Dyntvej 103, var nogle af de der indkvarterede soldater fra et prøjsisk hussarregiment i Brandenburg gået på opdagelse i området for at hilse på deres kammerater på Gammelmark. På deres vej fandt de to ueksploderede granater, som man senere har fået konstateret, stammer fra den danske skanse 2. Disse granater tog husar Fischer med hjem til deres kvarter i Skelde.
På gårdspladsen, Dyntvej 103, skruede husarerne tændsatsen ud af den ene granat og var ved at skrabe krudtet ud, da en af deres officerer kommer forbi og siger til dem, at det, de laver, er farligt, og de skal kaste granaterne i det nærliggende vandhul.
Det gør de unge soldater dog ikke. I stedet får de fat i en svamp, som de dypper i petroleum (lampeolie) og stikker ned i den granat, de vel antog for at være tømt for krudt. Så antænder de væsken med en fyrsvamp.
Granaten eksploderer midt på gårdspladsen og ved lyden af braget kommer deres kammerater løbende ud af huset. De finder husar Fischer liggende med et hårdt kvæstet ben. Ved siden af lå en kammerat, også hårdt såret.
Den anden granat bliver nu skyndsomst smidt ud i vandhullet.
Husar Fischer var heldig, at der var en stabslæge indkvarteret, så denne omgående kunne amputere benet, hvorefter han og den sårede kammerat blev kørt til det lazaret, der var oprettet i den nye skolebygning i Broager, lige ved foden af Broager Kirke. Her døde kammeraten af sine sår samme dag.
Fischer overlevede, og mon ikke han slap for yderligere krigstjeneste. Vi ved, at han i mange år levede i Berlin med et kunstigt ben.
Et granatstykke passerede ganske tæt forbi en lille fire år gammel dreng, der var søn af gårdens ejer, og borede sig ind i et chatol, som endnu befinder sig i familiens eje.
Et andet granatstykke ramte en dør ind til huggehuset, hvor man i mange årtier efter kunne se den reparation, som skaden affødte.
En af de mange indkvarterede soldater på gården var god til billedskæring. Han skar navnene på de indkvarterede soldater ind i en vognport. Et stykke af denne vognport, med de indhuggede navne, befinder sig i dag på Sønderborg Slots depot.