Årupgård


I 1957 blev ved grusgravning fundet en øskenkrukke fra yngre stenalder. Det viste sig, at krukkens indhold var helt unikt. I krukken lå to spiralringe, to lange spiralrør, fire små kobberstykker og 271 ravperler! ©Horsens Museum


Området omkring Årupgård - Gården ses til højre for Østjyske Motorvej - Ud fra oplysningerne er det meget sandsynligt, at karret blev fundet omkring træerne til vestre for motorvejen. Billede via Google Earth


Området, som det så ud i tiden omkring fundet af Årupgårdfundet - læg mærke til den manglende motorvej.

Intro

En efterårsaften, 1958, arbejder smører Hans Sørensen ved en grusgrav godt 100 m. vest for Årupgård. Ved et uheld smadrer han toppen af hvad en troede var en normal krukke. Lidet skulle han der vide, at han var stødt på et decideret skattefund fra bondestenalderen – rav og kobber i overflod!

Årupgårdfundet

''Hvad krukken indeholdte'' Hele Årupgårdfundet kan deles ind i tre forskellige elementer; Krukken, ravet og ikke mindst kobberet. Skatten er, ud fra en datering af krukken, anslået til at være fra ca. 3400 f.kr. Dette fund viste, at metal fandtes 2000 år tidligere end bronzealderen, og det er noget af det ældste metal, der er fundet i Danmark. Øskenkrukken, hvor øsknerne, snorhullerne om man vil, er påsat på bugen mod bunden. Dette er til for at agere som værn imod skadedyr, da man kunne hæng e krukken op inde i huset. Den er 34 cm høj og 24 cm bred. Typen er fra det danske område, så modsat kobberet er øskenkrukken ikke udenlandsk. 271 ravperler i varierende størrelse og form. De har formentligt prydet et to eller trestrenget halssmykke. Det er ekstremt sjælendt at sådanne mængder bearbejdet rav dukker op på en gang. 8 kobbergenstande der inkluderer; 2 spiralfingerringe, 2 spiralrør af kobbertråd, 3 tændstikstore spiralrør af kobberbliktråd og 1 kobberblikrør. Disse genstande har været brugt til at udsmykke beklædningen. Igennem en såkaldt ”arsen-analyse” har det været muligt at fastslå, at kobberet stammer fra en mine ved Zwickan, Sachsen. Årupgårdfundet kan ses på Horsens Museum.

Handel og kult

''En ægte stenalderskat'' Dette fund er beskrevet som værende ét af de helt store skattefund fra Bondestenalderen i området omkring Horsens. Skatten er af sådan en rigdom, at den må have tilhørt en stormand eller dame i området. Ravperler var i sig selv ikke en indikator for køn, og der er fund der tyder på, at både mænd og kvinder har brugt rav som middel til at udsmykke deres beklædning. Fingerringene, som de kan tolkes til at være, er af sådan en størrelse, at de har passet til enten en kvinde eller et barn. ''Religion eller krise?'' Hvordan denne rigdom er endt i jorden kan der kun gisnes om. Fra perioden kender arkæologien til flere af samme slags depotfund, både fra moser og mark. De to normale teorier ved sådanne fund er: Enten har skatten været en ofring til guderne, et såkaldt votivoffer, for at sikre ejeren en lykkelig fremtid, god høst, sundt afkom osv. I så fald har det været en ret krævende guddom eller en hård krisetid. Eller også er skatten blevet gravet ned i nødtid, fx ved krig, for så at blive gravet op igen af ejermanden. At den stadig lå i jorden så mange tusinde år efter tyder på, at ejeren døde. ''Handel med kontinentet'' Hvordan kobberet er kommet til Horsensområdet er også et godt spørgsmål. Horsens fjord ligger optimalt i forhold til den handel der kunne have forestået med Europa mod syd. Rejsende handelsmænd har haft muligheden for at komme herop og sælge deres sjældne metaller for ”nordens guld” (rav) og forskellige former for sjældne skind som der ikke har været adgang til på kontinentet, fx sæl. Som ved Bygholmfundet, er det muligt at komme sydpå ved hjælp af de store floder. Det er bestemt også en mulighed, at kobberet er kommet hertil som et form for krigsbytte.

Kobberet fra Horsens

''Mere kobber i Horsens '' Årupgårdsfundet er ikke det eneste kobberfund der er gjort i Horens og omegn. Både den store kobberøkse fra Hyrup og Bygholm kobberfundet beviser blot den rigdom og kontakt som Horsensegnen har besiddet i bondestenalderen og den kontakt der har været med kontinentet mod syd. Der er efterhånden fundet mere end 80 genstande af kobber i Danmark fra tiden omkring 3400 f.kr. En del af ”Fortidens Spor” på Horsens Museum handler også om de andre to Kobberfund og hver deres egen fundomstændigheder og kontekst. Bygholmfundet er vel nok ét af de største kobberfund i Danmark. Med en totalvægt på ca. 3 kg og bestod af hele 4 kobberfladøkser, 1 kobberlansespids og 3 kobberspiralarmringe. Kobberøksen fra Hyrup er den største kobberøkse der er fundet i Skandinavien og måler got 20 cm. Fundet af lægen J. S. Lindemann, hvis samling har betydet meget for oldtidsforskningen af området omkring Horsens.

Smører Hans og skumringsfundet

''Fundet i skumringen nær fyraften'' Som nævnt i introduktionen var det smører Hans Sørensen der fandt dette spektakulære skattefund. Her arbejdede han kort før arbejdstid med at fjerne grønsvær og muld ved kanten af en grusgrav der lå ca. 100 meter vest for Årupgård. Pludseligt så han, hvad han troede var en krukke med låg og højt placerede hanke. Han nåede ikke at standse sin greb og den kolliderede med krukken der blev slået itu. ”Harpiksstykker” rullede ud, og en grøn metalspiral sad fast i en af grebens tænder. Sammen med gravmester Erik Jørgensen, arbejdskammerater og beboere i området, blev ravperler, metalstykker og potteskår samlet sammen og fordelt mellem dem i det tiltagende mørke. Allerede næste dag fik arkæologerne Bent og Inger Sylvest besked om fundet der var blevet gjort. Det skete igennem den arkæologiinteresserede Hans P. Nielsen, også kaldet Bastian, der dagligt snakkede med arbejderne i grusgraven. ''Fundet finder vej til museet '' Ved hjælp af entreprenørerne H. Aamann og H. P. Julius lykkedes det at komme i kontakt med alle de personer, der var i besiddelse af genstande der var knyttet til Årupgård. Dette blev gjort ved at overbevise indehaverne om skatten lokale betydning og det hele blev overladt til Horsens museum – Nationalmuseet gav senere et pengebeløb i erstatning til finderne. Hans Sørensen kunne senere fortælle om, at lerkrukkens øverste del stod i muld, mens den nederste del stod nedgravet i undergrunden. Da krukken var samlet igen viste det sig, at det ikke var toppen med låg som Sørensen havde set, men at det var bunden der stak op – krukken var blevet placeret med bunden i vejret i oldtiden.