Historisk Atlas Historisk Atlas - Twitter Historisk Atlas - Facebook Hent Microsoft Silverlight Historisk Atlas v.5 Android app iPhone app
Velkommen til Historisk Atlas. For at få den fulde oplevelse på Historisk Atlas har du brug for Silverlight. Det tager lidt tid at installere, men vi mener det er tiden værd.

Du kan også se Historisk Atlas umiddelbart, hvis du vælger "Historisk Atlas v.5". Det kræver at din browser er rimelig ny og denne version er langtfra færdig, så forvent ikke for meget. Det er denne version du skal vælge, hvis du er nysgerrig efter hvordan fremtidens Historisk Atlas kommer til at se ud.

Har du mere lyst til at gå på opdagelse i Historisk Atlas på din telefon, synes vi du skal downloade Historisk Atlas til din iPhone eller Android.

Vi er som altid interesseret i kommentarer og gode forslag - fang os på Facebook, Twitter eller info@historiskatlas.dk.
iPhone app
iPhone
Android app
Android
© 2012 Historisk Atlas | sitemap

Ålsmose
Intro
Jægerstenalderen udgør den længste periode af oldtiden - fra ca. 12.000-4.000 f.Kr. Herefter blev jægerne bønder, og det omflakkende liv afløst af bofasthed dér, hvor man havde sine marker og dermed livsgrundlaget. Levn fra jægerstenalderen findes spredt over det ganske land, men dog for det meste på sydvendte skråninger og i nærheden af hav, søer og vandløb. I 1975 lykkedes det Fyns Stiftsmuseum - efter en del brok i forbindelse med en arvesag - at få et godt fund på krogen, nemlig en fiskekrog fra jægerstenalderen, fundet i 1943 ved Ålsmose syd for Vissenbjerg.

Fortidsmindet
Et godt fund på krogen Der står selvfølgelig ikke årstal på fiskekrogen fra Ålsmose, men bedømt på form og fremstilling kan det siges med ret stor sikkerhed, at den hører hjemme i Maglemosekulturen (ca. 9-6.500 f.Kr.). Bopladserne fra denne periode finder man ofte inde i landet, gerne i nærheden af en sø eller et vandløb. Det gav ferskt drikkevand lige ved hånden. Tilsvarende vigtigt var det, at tidens jægere dermed befandt sig midt imellem to ’’spisekamre’’, hvorfra de kunne forsyne sig med både fisk og landdyr. I jægerstenalderen var flint det vigtigste materiale til fremstilling af våben og redskaber. Flint har flere egenskaber, men den bedste set fra en arkæologisk synsvinkel er, at det ikke forgår. På de danske museer og i private samlinger ligger der flere millioner stykker flint. Derfor er man tilbøjelig til at undervurdere betydningen af organiske materialer, som jo i sagens natur kun bevares, når særlige omstændigheder er til stede. Men når vi er heldige og får mulighed for at grave i iltfattige vådbundsområder, så dukker fundene af træ, bark, skind, ben, tak og tand op. Det er ved sådanne lejligheder, at eksempelvis Ålsmose-krogen leverer bevis for, at fiskekroge er lettest at lave af ben - selvom de kendes fremstillet af flint. Naturforholdene ændrede sig meget i løbet af jægerstenalderen. I begyndelsen lå landskabet stort set øde og bart hen. Enkelte buske og småtræer udgjorde livets fortrop, og efter dem kom dyrene. Først og fremmest rensdyrene, som blev det primære livsgrundlag for de tidligste ’’danskere’’ - af samme grund benævnt ’’rensdyrjægerne’’ (ca. 12.500-9.000 f.Kr.). Med tiden voksede buske og småtræer sig til en regulær urskov - det er her maglemosekulturen kommer ind. Rensdyrene forsvandt og blev erstattet af dyr som hjorte og urokser samt en række mindre byttedyr. På baggrund af oldsagerne kan endnu to jægerkulturer udskilles, før bønderne tog over for omkring 6.000 år siden - Kongemose- (ca. 6.500-5.500) og Ertebøllekulturen (ca. 5.500-4.000 f.Kr.). Det kan meget vel bero på tilfældigheder og manglende fund, men meget tyder på, at jægerne med tiden søgte ud mod kysterne og i stigende grad udnyttede havets ressourcer. Det er således i Ertebølle-tiden, at de verdensberømte køkkenmøddinger - også kaldet skaldynger - opstår. Men Ålsmose-krogen fortæller os, at fiskeriet allerede på det tidspunkt havde flere tusind år på bagen. Og stenalderbønderne fortsatte med at fiske ganske som deres efterfølgere i bronze- og jernalderen og videre op til i dag. Set i det perspektiv er fiskeriet det vores endnu eksisterende erhverv, der har den længste tradition.


Fiskekrog fra jægerstenalderen, fundet i 1943 ved Ålsmose syd for Vissenbjerg. Der står selvfølgelig ikke årstal på den, men bedømt på form og stil kan det siges med ret stor sikkerhed, at den hører hjemme i maglemosekulturen (ca. 9-6.500 f.Kr.).